SÖDERBERG - Det daglige Brød. Fortælling fra den mørke By

EDV. SDERBERG

DET DAGLIGE BRD

FORTLLING FRA DEN MRKE BY

KBENHAVN

GYLDENDALS KE BOGHANDELS FORLAG

FR. BAGGES BOGTRYKKERI

1901

(Digitalisereet af SFA-89 2012)

Det var en Gade i Forstaden: med skidne Facader, lange, skumle Portbninger og rygende Skorstene.

Og allevegne i Gange og i Grde, bag Plankevrker og Brddevgge en Stimmel af Kllinger, der dukkede frem og blev borte, mdtes, skldte og skreg op gamle Kllinger med blege Kinder, Mdre med sm Brn under Sjalet, og unge Piger, der trallede i Trappen, med rde, forvgede jne, med Glasperler om Halsen og skve Sko.

Og der var Mnd Oldinge med mimrende Lber, som stavrede over Rendestenen med Flasken i Lommen, og unge Labaner, der stod p Fortovet og diskuterede Chanserne, Donjuaner og Landskngte og Lmler, der bare ventede p Amanda!

Og s var der Brnene.

Disse Brn ...

Kommer man ved Aftenstide og ser den vrimlende Mangfoldighed af Uvidende, som myldrer i Smger og i Baggrde, da fler man det, som om det drypper med Srgmodighed fra alle Glughuller og Krinkelkroge i Mrket, og man fristes til at forbande disse Fdre, der har sat dem i Verden, disse Mdre, som for en liderlig Krligheds Skyld en Krlighed, der dog ender i Ydmygelse og Usselhed har vovet at fde til Livet denne Svrm af krybende Kravl, som rager i Rendestenen, som skriger og sulter bag Skillerummene i den skimlede Gade, hvor Solen er gr, og Himlen s uendelig fjrn.

Men mske er det kun os, som ikke forstr det.

Mske den gode Gud, som Menneskene engang troede p, mske han har forudset alt og lagt alt just sledes til Rette, for at han m fre de stridige og de sagtmodige, de trodsige og de bekymrede frem gennem den vanskelige Livets Vej.

Ja, hvem ved...

Her i denne Gade, p en tredje Sal til Grden, var Nikolaj fdt.

Nikolaj var en lille Kngt p en seks syv r, for hvem Tilvrelsen endnu var fuld af Problemer og Vidtlftigheder, som det var sre vanskeligt at f Hold og Samling p. Skyerne over Taget, Stjrnerne, Grspurvene p Plankevrket Nikolaj var for lnge siden begyndt at spekulere over det uforklarlige.

Og nr omsider alle Spekulationer slog Klik, var det alligevel Moderen, der til syvende og sidst mtte se at ordne Affrerne for ham.

Men det var nu ikke altid, at hendes Forklaringer strakte til, og hvor omstndelige de end var, s havde Nikolaj dog begyndt at f en stille Mistanke om, at hans Moder nppe var rigtig inde i Sagerne. En Dag da han vilde have at vide, hvor Skyerne gik hen, de store, hvide Skyer, som drev deroppe over Skorstenen, havde hun indviklet sig i s mange vidtlftige Forklaringer, at Nikolaj opgav det hele.

Om han bare havde turdet sprge Faderen!

For den Ting var Nikolaj nu inderlig overbevist om, at hvis der overhovedet var nogen, som vidste Besked, s var det hans Fader.

Men det var ikke s lige til at begynde at sprge der; for nr Faderen kom hjem om Aftenen og satte sig hen ved Bordet med sin Avis, s skulde Nikolaj vre stille, ellers fik han Klaps. Og kanske ogs, hvis han begyndte at sprge, at Faderen vilde ie ad ham og sige, at han var dum, eller at han skulde holde sin Mund straks nej, s var det alligevel sikrest at njes med Moderens Udlgninger, selv om de var noget tvivlsomme.

Det var nu ikke til alle Tider p Dagen, at Moderen havde Lejlighed til at give sig af med ham; hun havde travlt med ganske andet, for hun syede Veste for en Skrder i Gothersgade, og s mtte Nikolaj se til at rde sig selv slnge og more sig, sgodt han kunde med de underlige Snabeldyr, som hun klippede til ham af Avispapir; eller han kunde f Lov at sidde ved Vinduet og se ned i Baggrden og udover Plankevrket, hvor Spurvene hoppede. Nikolaj kendte godt de Spurve; der var isr en gammel, bedaget en med skaldet Hoved og kloge jne, som han havde lagt Mrke til, fordi den s' s bedrvet ud.

Nej, om Dagen kunde det ikke hjlpe, at han vilde komme og sprge om noget, vidste Nikolaj. Men i Mrkningen, nr Moderen havde lagt Vestene til Side en Stund og sad i Gyngestolen og s frem i Stuen, s kunde hun tage ham op til sig og begynde at fortlle de slsomste Historier, de vidunderligste ventyr om Prinsessen langt borte i den grnne Skov, hvor de hvide Svaner flj.

Sommetider kunde hun ogs sidde og nynne p sdanne stilfrdige, bedrvede Viser, allesammen om Sang og Krlighed, s Nikolaj blev helt underlig derved og kom til at tnke p s meget, som han kunde huske fra fr.

Det var forresten mange Ting, som Nikolaj sdan kunde huske, nr han i Skumringen sad og lyttede til, mens Moderen nynnede sine Sange. Og noget af det, som gik lngst tilbage, var, at han sad p Armen af Tante Bodil, der bar ham en mrk Aften gennem et mrkt Strde, hvor Sneen fg, og Lys blinkede, og store Skygger kom frem allevegne i Mrket; han havde vret s forfrdelig bange, huskede han; men da han kom hjem, havde Faderen lftet ham op p sit Kn og klappet ham p Kinden og leget med ham hele Aftenen. Det var igrunden underligt, at han aldrig legede med ham nu mere.

S huskede han ogs, hvordan han en Nat var Vgnet og havde set Tante Bodil sidde og sove p en Stol ved Sengen; Lampen var skruet ned, og udenfor flimrede det med Stjrner over Taget. Men midt i Stuen stod Faderen og Moderen og lo og snakkede ganske sagte, og Moderens Kjole blinkede ligesom af Perler, og Faderen havde haft en Maske med en stor, rd Nse .

Ivrigt var Nikolajs Viden i Hovedsagen indskrnket til, hvad der passerede i Hjemmet og Genstandene der. Han havde nje studeret Blomsterne i Vggens Tapet og Fuglene i Sengeomhnget; Kakkelovnsdren havde isr fngslet hans Opmrksomhed, det var en Mand med en Stav i Hnden, og en Hund, der l ved hans Fdder; og om disse to havde Nikolaj digtet mange mrkelige Historier.

Hvad det igrunden var, der gik for sig derude bag Kkkendren, hvor det skreg og larmede Dagen igennem, og hvor alleslags underlige Skikkelser kom og gik, havde Nikolaj ingen klar Forestilling om.

Noget vidste han dog.

Forgangen Nat var han vgnet ved, at der var en Kone, som skreg s forfrdeligt Gud! Hjlp mig; han slr mig ihjel! Og s var der en Mand, der skldte, og tilsidst var der nogen, som havde rbt: Holdkft for Satan! Nikolaj havde rystet af Angst, og da det igen var blevet stille, var han stet op for at liste sig over i Moderens Seng; men s var der noget henne ved Gardinet, som bevgede sig, og da havde han skyndt sig med at f Hovedet under Dynen igen.

Sdan var der noget nsten hver Nat, Stemmer, der skreg og skrlte, og Skrig af Folk, der skldte og sloges.

Om Dagen gik det endda an; da var Himlen lys og Skyerne drev, og alle Tage skinnede af Sol. Men nr Luften tog til at grne over Gavlen, og Skyggerne blev store, begyndte Nikolaj at blive urolig...

S var det en Dag, da han stod i Trappen med en mgtig Sukkerkringle i Hnden, at det pludselig tog til at larme inde i Lejligheden ligeoverfor p den anden Side Gangen.

Lidt efter blev Dren smkket op, og en lille Fyr, omtrent p Nikolajs Strrelse, kom ud i en forfrdelig Fart.

Nikolaj stod og s' p ham.

Han var ikke pn; han havde bare Ben og store Huller i Bukserne, og s var han nok ikke vasket i mange Tider.

Sikken en Kage, du har! sagde den anden og kom nrmere.

Var det dig, som fik Prygl? spurgte Nikolaj.

Ja, han tvede mig, fordi jeg ikke vilde vugge Tsen; men jeg skriger bare sdan, for s tr han ikke rre mig. Du, lad mig f en Bid, hvad? Jeg er s morderlig sulten.

Nikolaj rakte Sukkerkringlen frem, og den anden tog en forskrkkelig stor Bid.

Nikolaj s p sin Kringle, og s bestemte han sig til at spise Resten i en Fart.

Hvad hedder du? spurgte han.

Alexander. Og min Far er Cigarmager.

Min Far er Blikkenslager, og s er han Formand p Vrkstedet, sagde Nikolaj og s' stort p ham.

Det er min Far ogs; han er Formand for alle Sjovrerne, som kommer bag efter, sagde Alexander og stak Hnderne i Lommen.

Nikolaj forstod ikke dette; men han begyndte at f Respekt for Alexander.

Oppe p Kongens Slot er der en Lygte, som min Far har lavet, sagde han.