Skjoldborg - Gyldholm

JOHAN SKJOLDBORG

GYLDHOLM

ARBEJDERROMAN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG

FR. BAGGES BOGTRYKKERI

1902

I

P den ene Hnd Gavlen af en Herregrdslade med store Ageporte i Siderne, en gammel ludende Bindingsvrksgavl, der hlder truende ud over dem, der gr tt forbi, og som oppe i sin sorttjrede Fjletrekant har en gammeldags Rude med en Hvirvel i Midten som et argt Ridefogedje, der er bleven grnt af Galde over Folkene, som er get ud og ind af Grden.

P den anden Hnd en cementfuget Gavl af rde, maskinstrgne Sten, en rank, regelmssig, nymodens Gavl.

Midt for en slet Vej med Trdd og dybe Spor, som str tydeligt i det lerede lte.

Ud af Gabet mellem disse to Gavle kommer en Rytter. Han rider den Nrmer; den Fjrmer flger med af sig selv, thi de to Heste er spndt sammen i Seler af Rebstumper og stift, sprukkent Lder med Mankpuder af Jrn. Det ringler og rasler fra Tjet, der hnger lst p de ledige Dyr, eftersom de langsomt flytter sig frem med hngende Hoveder og halvt tillukkede jne.

Rytteren er en mager Mand med skve Skuldre. Han duver med Hovedet, strkt, som han bjede sig for at en mgtig Hnd des lettere kunde give hans Nakke et Duk endnu. Han ser nemlig s skikkelig-troskyldig ud af de modlse jne, som han klipper lidt med; og hans langnsede, frelignende Hovede synes skikket til villig at nikke og neje sig for al Slags Uvejr.

Det er Tammes; han er Forkarl.

Der kommer flere.

Den nste, Rde-Jens, holder sig lidt mere ret i Sdet. Han er svrere men noget oppustet og bullen med Pluskberne og de valne, fregnede Hnder. Hans Nse har et blsort Skr, og jnene er rdrede. Han brer sin fedtede Bulehat skvt p Hret, der er ildrdt som det store gloende Fuldskg.

Han gaber med megen Larm et Bid og en Glams som store Hundes.

Rde-Jenses Heste er ringere end det foregende Spand, men hver sig over det, der flger efter.

Det er Jakobus, som frer dette, en sort og en brun. Den sorte har et tykt Vandkn, og den brune svinger ved hvert Trin den brede, flossede Hov med et Plask ned i ltet.

P den brunes Ryg sidder Jakobus i sine Pjalter med et tilfreds Drag om sin skgstubbede Mund. Kroppen er stiv som det Tr, der er groet krumt, men han krner sig og smvrikker selvbevidst med Hovedet. Han er ikke langt fra Halvslummer.

Nummer fire, Palle, har umdelig store, rde Hnder, der stikker langt frem af rmerne og s omfangsrige, udstende relapper, at man skulde synes, han kunde vifte med dem. Sine revnede, vindsprukne Lber har han overklistret med Tobaksblade. Han nder med bentstende Mund, som han ikke kan f Luft nok gennem Nsen.

Bagefter Palle kommer Bitte-Lasse med sine to Helmusser. Bitte-Lasse er hulbrystet og knykhoster. Han er ganske bleg. Ikke en Gang p Hnderne eller Lberne kan det ses, at han har Blod i sin Krop, og hans sm, syge jne bliver nsten borte i de dybe jengruber.

Store-Lasse er lige efter. Hans strkt hvlvede jne str frem, som de vilde vlte ud, og med det stive, stillestende Blik ligner de blhvide Porcelnskugler. Hans store Lemmer slntrer som dde Ting under Ridtet.

Han der nu kommer, det er Per Holt. Han er en srlig fast og tt bygget Ungkarl, og han sidder p Hesteryggen, som han havde vret Dragon. Med Huen p Snurr og med en sejg Vrdighed, som han endnu havde Sporerne p, hviler han flot den venstre Hnd p det muskeltykke Lr. Han er sort af Hr og har Varulve-Bryn. Hans mrke jne har megen Glans af legemlig Sundhed; de har flakkende Skr af flygtige Tanker og p samme Tid Udtryk af frygtls Ro. Hans Underbid giver Prg af dristig Kraft; han ser ud, som man kunde sl ham med Knytnve, uden at han blinker.

De bliver ved at komme ud af Gabet Krn Sows med sin tykke folderige Ansigtshud, i hvis Lg ligger mrke Striber af Snavs og Tobaksvdske, Store-Povl, Niels Rn Margrethe, hvis stramme Lrmuskel endnu brer det svedne Indbrndingsmrke fra Prmietiden, Lise, hvis hinkende Hofte sidder i et svadrende Sr ..... Folk og Dyr.

Fjorten Ridende og fjorten Par Heste. Endelig er der ikke fler.

Ud ad den slede Markvej fortstter de med plaskende Hove og dvaske Lemmer; de bevger sig i samme slbende Takt hele Tiden, og det ser ud, som de vilde blive ved sledes, indtil en Magt trder til udefra med et Kommandoord.

Som i Svne skrider Skaren frem i den Retning, den skal, uden at vige ind p nogen Sidevej.

Nu skal den krydse Chausen.

Men da kommer ad den banede Kongevej et elegant Kretj blanke Skimler, der leger og danser med Frde om Slvmilerne, en Vogn, der glider som p Gummi og en Kusk med hvide Handsker og Bjrneskindsslag.

Kammerherrens vinrde Kinder og mrke Moustache stikker frem af Pelsvrk. Han ligger ubevgelig lnet mod Fjedrene i det lave Bagsde og stirrer Kusken i Nakken med sine store, kuplede Racejne.

Da Tammes ser Landaueren, standser han, og som Jrnbanevognene puffer hinanden, fremkommer der sm Sammenstd ned gennem den lange Rkke, som holder rbdigt stille.

Mens Kammerherren krer forbi, blotter de fjorten Ridende deres Hoveder og hilser p det dybeste deres Herre og Husbond.

Kammerherren genhilser let men hensynsfuldt.

Derefter glider det fintbyggede Kretj videre frem ad Landevejen som en Edderkoppe ad sin Trd, og det tunge, klodsede Arbejdertog stter sig atter i Bevgelse over mod Udmarkernes brede Fald af Stubber og blgende Pljeland.

S kommer der imde med Kammerherren et Vogntog af drje, velnrede, jydske g og solide, hjemmelavede Vogne. Alle Fadinger er fulde af ttpakkede, helligdagskldte Folk; de ligesom hnger p, s mange er der. Det er Bnder, langskggede og blonde med opvakte jne, Grundtvigianere fra Falling, der skal til Efterrsmde p rum Hjskole.

Vogntoget viger af Sporet just smeget, at venstre Hjul gr i hjre Slag, men heller ikke mere. Og der er ingen, der hilser Godsejeren med Undtagelse af en enkelt gammel Mand, der nede i Vogntoget lfter sin Hat lidt, ingen, der sr til den Side, alles Blik er tvunget lige frem, og som ved Tryk p en hemmelig Fjeder antager Udtrykkene p n Gang en s barsk Karakter som muligt.

Men ssnart Kammerherren er forbi, falder de stive Masker atter som ved et Tryk p en hemmelig Fjeder. De lyse Ansigter smiler, og de hattekldte Hoveder stikkes snakkende sammen.

De grundtvigske Falling-Bnder fjrner sig mellem Landevejspoplerne ad rum til, og Godsejeren svinger ind i Alen til Slottet, som Gyldenholm Hovedbygning kaldes.

Men Arbejdernes Kobbel af Krikker og kantede Kroppe, af hngende Hoveder og dukkede Nakker, fres videre under Lyd af Jrndeles Ringlen og Raslen og ledsaget af Ladefogden, hvis ttknappede Frakke s meget som muligt minder om Uniform.

Han holder sig et Stykke bagefter med sin tykke Stok, som han drev en Hjord foran sig.

De fjorten Plove, der str og venter i Furerne oppe p Gyldholms Hjmark, kommer i langsom Drift. Det gr sejgt og trgt. Jorden er fed og fugtig; den kliner sig til Muldfjlene, klber sig ved Hestenes Hove, klistrer sig langt op ad Mndenes Ben og klumper sig om deres Trskostvler.

Nr de dsige Plovmnd i Lavninger eller L af Skrnter tror sig fri for Opsynets skarpe Blik, standser de, som de helt sov ind undtagen Tammes Forkarl, der driver jvnt frem og stedse er et langt Stykke forved de andre.

Men Ladefogdens Rst vkker dem snart.

Og hans grove Ord gr igen som Banden og Galen i Mndenes Mund og forplanter sig gennem Tmmerne som Strammen og Strutten og Saven i de asende Dyrs Kver.

De fjorten Spnd Plove flytter sig videre som jordkrybende, tibenede Vsener, der langsomt kravler op og ned over de sortmuldede Banker, mens de dyrker Gyldholms grdefulde Jordegods.

Fra Hjmarken har man et lille Rundsyn ikke som i Nord- og Vestjylland til vide Flader og langstrakte se, der str som stivnede Blger, rullet lige ind fra det brede Verdenshav, men til et Jordsmon, der blger sig som krappe Ser i mindre Vand.

Gyldholm selv ligger lavt, som om Jorden havde snket sig under Vgten af de mange Bygningers tunge Stenmasser. Hovedbygningen, Slottet, er en Stenkasse i to Stokvrk og tre Flje, dkket af rdt Tegl og med takkede Gavle. I al sin Klodsethed har Slottet alligevel et vist fornemt, utilgngeligt Prg med de store hvidkalkede Murflader, de sm Vinduer og ttlukkede Dre. Og s ligger det for sig selv i Udkanten af Skoven bag et rummeligt Haveanlg, tilbagetrukket fra Arbejdets Tummel, fra Ladernes og Staldenes simple Lugt.