hostrup - EN SPURV I TRANEDANS SANGSPIL

C. Hostrup EN SPURV I TRANEDANS
SANGSPIL
(1846) Digitaliseret af SFA-89 2013 PERSONER.

• Konsul VARBJERG.
• FRUEN.
• LUISE, deres Datter.
• Kammerjunker PILSE.
• MARGRETE, Stupige hos Konsulens.
• Dronning GUNHILD.
• HALLING, RUS.
• KLINT. Kandidat.
• HUTTER, Studenter.
• SREN TORP, Studenter.
• ELLER, Studenter.
• LASSEN, Studenter.
• Skomager TOKKERUP.
• MINE, hans Datter.
• PETER RAVN, Skrddersvend.

Et Vrelse paa Fortunen. FRSTE SCENE. En Del Studenter, hvoriblandt Halling, Klint, Hutter, Sren Torp, Eller og Lassen sidde og holde Gilde. KOR.
Mel. S. 27. 27.

For Frihed
er denne Skaal udbragt!
Vk med de Baand, som Aanden trykker!
Mod Despoti, mod Fordom og Nykker
De klinke. Kling klang!
vi kmper uforsagt.
For Danmark
er denne Skaal udbragt!
Kom kun, I Fjender, nre, fjerne!
Snnerne kan vel Moderen vrne
Kling klang!
mod Trldom og Foragt.
For Norden
er denne Skaal udbragt!
Det bliver et, som et vil vre;
Baandet skal strammes uden at snre
Kling klang!
thi Blodets Rst er vakt.
HALLING.
Hr, det bliver altfor langt, lad os nu faa det nstsidste Vers. KOR.
4. For Kvinden
er denne Skaal udbragt!
Herligst er Kamp og sdest Sejer,
naar i de skjnnes Rkke man ejer
Kling klang!
en allieret Magt.
Studenten
vor sidste Skaal er bragt!
Kraften han faa, som er ham ndig,
til af Filisterkampen han mdig
Kling klang!
i Graven bliver lagt!
De drikke.

HUTTER rejser sig. Stille! - Nordiske Studenter! En ny ra udfolder sig for os! Vor Dvaletid er forbi, vor Daadstid stunder til. Nordens Broderfolk rkke hverandre Haanden over Sundet og Kjlen og det brusende Kattegat. LASSEN
drukken. Saa maa de have Pokkers lange Arme.
Forskaan os for dine Flovser! - Broderfolkene rkke hverandre Haanden over Sundet, Kjlen og det brusende Kattegat; de smelte sammen med Hjerte og Tunge, Baanden knyttes igjen.
Forskaan os for dine Flovser! - Broderfolkene rkke hverandre Haanden over Sundet, Kjlen og det brusende Kattegat; de smelte sammen med Hjerte og Tunge, Baanden knyttes igjen.

Margrete begyndte; men hun plantede kun en Spire, hun lagde kun et g. Spiren er gjdet med Strmme af Blod, gget er udruget i Kampens Hede. - Brler. Nordiske Brdre! ser eder om! Unionen kommer! HALLING. Jeg protesterer! HUTTER. Hvad? protesterer du mod Unionen? HALLING.

Nej, men imod at du bestandig taler derom. Man kan ogsaa faa for meget af det gode. Til de andre. Ikke sandt? ALLE. Jo! KLINT. HUTTER. HUTTER.

Men jeg maa bemrke ALLE. Stille, Hutter! LASSEN. Kom, Hutter - du er min Ven - lad os drikke dus! HUTTER vred. Aa, vi er jo dus. LASSEN. Lader os ligesom Nordens Mnd rkke hinanden Haanden over Bordet og den brusende Punschebolle.

Hahaha! Hr, veed du hvad, du er udmrket grinagtig. KLINT. Halling skal tale. HALLING. Nu vel da! Rejser sig. ALLE. undtagen Hutter. undtagen Hutter.

Bravo! HALLING. Lad os for en Stund glemme Folkenes Fremtidsforhaabninger og dvle ved vore egne; lad os huske paa, at vi ikke er Statsmnd, men unge Mennesker! - Op med en Sang! KOR. Mel. Glad ssom foglen i morgonstunden. (O. Lindblad).

Sparsomt i Norden vi Blomster finde,
Farven er bleg kun, og svag deres Duft;
Blomsten hos os er den dejlige Kvinde,
frodigst hun gror i den nordiske Luft.
Hende vi elske, mens Hjertet det slaar;
hende vi prise, mens Lben formaar.
Lokkerne blde og Vxten den slanke,
Klang i sin Stemme og Snildhed i Blik,
Ild i sit Hjerte og Renhed i Tanke,
det hun i Arv efter Moderen fik. HALLING. En Skaal da for hende, vore Drmmes Lyst, vort Livs Haab, vort Arbejdes Ln! hende vil vi vie dette Glas, hvad enten vi alt har vundet hende, eller kmpe for hende, eller endnu kun lngselsfuldt sge. De klinke. LASSEN gaar hen til Halling. Bravo, Halling! Luise Varbjerg leve! HALLING slaar ham forbitret Glasset ud af Haanden.

LASSEN Er du gal? sikken Maner! KLINT. Hvad fejler dig, Halling? HALLING. Aa han skal ikke komme med sine Fornrmelser. LASSEN. Men jeg siger jo ikke andet, end at Luise Varbjerg HALLING. Ti stille! KLINT trkker Halling tilside.

Du ser jo nok, at han er fuld. Taler med ham. LASSEN. Og saa spilder han ned ad min rene Krave. SREN TORP. Maa jeg komme til! - I se, at der er opstaaet en Splid mellem Halling og Lassen, men disse ere aabenbart kun Redskaber i hjere Magters Hnder.

Det er ikke dem, der have karamboleret, det er Punschens og Kjrlighedens Aander igjennem dem: det er Bacchus og Venus. Men da vi vide, at disse Guder altid have levet i et srdeles intimt Forhold til hinanden, anse vi deres Splid blot som et Skin og ville derfor njere undersge Sagen. Til Lassen. Halling har jo spildt Punsch paa dine Klder? LASSEN. Ja paa min rene Krave. SREN TORP.

Det vil altsaa sige: Venus har spildt Punsch paa din Krave. Har Bacchus intet spildt paa dig? Jo, han har spildt sine Gaver paa dig! thi Punschen har gjort dig dsig i Stedet for opvakt, vrvlende i Stedet for begejstret. LASSEN. Ja det er ganske sandt. SREN TORP . Altsaa, Venus har spildt Punsch paa din Krave, Bacchus har spildt Punsch i din Mave.

Men kan dette kaldes Splid? Er dette ikke netop et Vidnesbyrd om deres enige Samvirken. I se det: de hje Guder ere endnu gode gamle Venner, hvorfor ville I, deres Prster, da ikke vre det? HALLING. Bravo, Sren! LASSEN. Kom, min Ven, Halling! lad os drikke dus! HALLING. Ja men vi er jo dus. LASSEN.

Ja men det gjr ingenting. Kom, min Ven! De klinke. ELLER rejser sig. Mine Herrer! Naar vi ville sprge - naar vi ville gjre os selv det Sprgsmaal, hvori det er, at vi ere strre end vore Forfdre, og vore - og vore - Forfdre; naar vi sprge saaledes, hvad maa vi da svare? Svar mig, mine Herrer! Er det i - i - Styrke? ALLE. Nej! ELLER. Er det i - i Frihed? ALLE.

Nej! ELLER. Er det i Lrdom? ALLE. Nej! ELLER. Er det da i - i - Rigdom? ALLE. Nej! ELLER. Hvori er det da? HUTTER.

I Vrvl! ELLER. Rigtig! - Ja - det vil da sige - det er rigtignok i - Talen, det er i det - i det, som man kalder det levende Ord. Det levende Ord, mine Herrer! naar jeg udtrykker - naar jeg udtaler dette, mine Herrer, fler De da ikke Deres Sjl banke - - Deres Hjerte banke? Gjr De ikke, mine Herrer? ALLE. Nej! ELLER. Jo - jo det gjr De - det veed jeg - det tror jeg - det tnker jeg ganske vist. Det levende Ord, mine Herrer! deri er det, at vi - at vore Forfdre er strre - at vi ere ringere end vore Forf - jeg mener, at deri KLINT.

De vil altsaa udbringe en Skaal for det levende Ord? ELLER. Ja - og jeg vil motivere den derved KLINT. De har allerede tilstrkkelig motiveret den. Gid vi maa faa det levende, det vil sige det simple, rlige, fra Hjertet strmmende Ord i vor Magt. De klinke og drikke. HALLING.

Lad os saa faa en rigtig Studentertale. SREN TORP og HUTTER. Ja jeg skal gjerne HALLING. Nej, det maa vre Klint. KLINT. KOR. Mel. Mel.

Hil dem, som kmped, som med Ord og Vaaben. (Weyse). Ensom og mrk og snver er vor Bolig,
Tummel og Sprl,
Glansen derude maa Studenten rolig
sige Farvel.
Lokkende Toner ind til os sig trnge,
Verden er lys, og Kvinden er saa smuk;
men vi Dren stnge,
skjnt med et Suk. Dog i vort Kammer Fristeren forsvinder
hurtigt igjen;
Verden formindskes, Pigens rde Kinder
brat falme hen.
Hjt over Jorden stige vi til Kampen,
Evigheds Porte aabnes for vor Sans,
og vi se ved Lampen
Musernes Dans.
KLINT. Det er nok! Rejser sig. Hvad er det, der gjr et Menneske til Student? Er det Examen artium og det akademiske Borgerbrev? Nej! thi saa vilde Studenterne ikke udgjre et frit, aandeligt Broderskab, men et Lav som alle de vrige; saa var de hjemfaldne til Filisteriet.

Er det da Kundskaben til Latin og Grsk? Hvis en Students Vrdi beroede derpaa, saa Gud hjlpe de fleste af os! Nej det der stempler en Student, det er Studenteraanden, og Studenteraanden er ikke andet end Ungdommen. Ethvert ungt Menneske betragter jeg som Student, naar han er virkelig ung, ikke blot i Aar, men i Sjl og Sind. Thi det er Ungdommens Kjendemrke at leve sit egentlige Liv i sig selv, stille og indadvendt i Tanke og Drm, og i sin Strben mod et rent aandeligt Maal at blse ad Pengeposer og Kammerherrengler og alle Jordens vrige Guder. Og enhver, der gjr det, han frer et Studenterliv, og ham kalder jeg Broder i Aanden. Leve da alle gte Studenter, baade med og uden Examen artium. LASSEN. LASSEN.