Borroughs - Yarzan: Junglens herre

Edgar Rice Burroughs

Tarzan, junglens herre

Frederik E. Pedersens Forlag

1940-55

SFA-89 2012

FRSTE KAPITEL

Elefanten Tantor.

TANTOR, Elefanten, vandrede majesttisk i Skyggen af de mgtige Ege, idet den skiftevis svingede sin vldige Krop fra den ene til den anden Side. Enehersker var den i sit Folks Rige. Dango, Sheeta, ja selv den mgtige Numa betd intet ved Siden af Tykhuden ...

I hundrede Aar havde den vandret rundt i det samme Land, der gennem Aartusinder havde sklvet for dens Forfdre.-------

Fred havde der altid vret mellem Tantor og Hynen Dango, Leoparden Sheeta og Lven Numa.

Kun Mennesket havde bekriget den, Mennesket, der alene af alle Skabninger bekriger alt og alle, selv sine egne Brdre.

Mennesket, det mest grusomme, det mest ubarmhjertige, det mest forhadte af alle Naturens Frembringelser.

Gennem alle de hundrede Aar, Tantor havde levet, havde den kendt Mennesket.

Saa langt den kunde huske tilbage, havde der altid vret sorte Mennesker. Store, sorte Kmper med Spyd og Buer, sorte Arabere med grusomme Luntebsser og senere hen hvide Mnd med svre Rifler og Elefantbsser.

Den hvide Mand var den sidste, der dukkede op og han var den vrste.

Alligevel hadede Tantor ikke Mennesket, ikke engang den hvide Mand.

Had, Hvn, Misundelse og Gridskhed er blot nogle faa af de srlige Flelser, der er forbeholdt Naturens Mestervrk de laverestaaende Dyr kender dem ikke.

Ejheller kender de til Frygt, saaledes som Mennesket kender den, det er snarere en vis instinktmssig Forsigtighed, der besjler Antilopen og Zebraen, naar de sger det samme Drikkested som Lven.

Denne Forsigtighed delte Tantor med andre Dyr, og den undgik Mennesket i Srdeleshed den hvide Mand; og havde det paa den Dag vret muligt for andre jne at se, vilde man vre blevet hjst forblffet ved at skimte en Skikkelse, der havde slngt sig fladt ud paa Ryggen af Elefanten, og halvsovende i Varmen fulgte Dyrets Bevgelser, for trods den solbrndte Hud var Skikkelsen utvivlsomt en hvid Mands.

Men der var ingen andre jne, der saa; Tantor halv-slumrede i Middagsvarmen, og paa Ryggen af sin mgtige Ven laa Tarzan, Junglens Herre.

Den lumre Luftning, der kom drivende nordfra, foruroligede ikke Abemenneskets aarvaagne Lugtesans. Der laa Fred over Junglen, og baade Dyr og Mand var tilfredse.

Nordpaa i Skoven jagede Fahd og Motlog, de kom fra Sheiken Ibn Jad af el-Harb Stammens Landsby. Sorte Slaver frte de med sig. Forsigtigt og i Tavshed* sneg de sig efter Elefantens Spor, idet Arabernes Tanker dvlede ved Elfenben, medens Slaverne tnkte paa friskt Kd.

Den sorte Slave Fejjuan, en Kmpe sort som Ibenholt, en bermt Jger, der spiste sit Bytte raat, frte de andre.

Ligesom sine Kammerater tnkte Fejjuan paa friskt Kd, men han tnkte ogsaa paa el-Habasch, sit Hjemland, hvorfra han var blevet stjaalet som Dreng. Hans Tanker dvlede ved atter engang at kunne vende tilbage til sine Forldres Hytte. El-Habasch var maaske ikke langt borte.

Maaneder igennem havde Ibn Jad trngt sig sydpaa og nu senere imod st. El-Habasch maatte vre nr. Saa snart han var ganske sikker herpaa, vilde hans Slavedage vre omme, og Ibn Jad vilde miste en af sine bedste Slaver.

To Dagsmarcher imod Nord, i den sydligste Udkant af Abyssinien, havde Fejjuans Fader sin Hytte, netop ad den Kant, hvor Ibn Jad allerede for over et Aar siden havde planlagt at ville gaa, naar han engang foretog det vanvittige Eventyr, som en erfaren Sahar, en Troldmand af stor Anseelese, havde raadet ham til.

Men F ej juan var egentlig lige saa uvidende om, hvor

hans Faders Hytte laa, som om Ibn Jads Planer ...... han drmte kun.

Over Jgerens Hoveder slumrede Skovens Blade i Varmen.

Et Stenkast derfra, under slumrende Blade paa andre Trer, halvsov Tarzan og Tantor, deres Aarvaagenhed var i jeblikket slvet, de laa og dsede i den strke Middagsvarme i tryg Flelse af Sikkerhed.

Fejjuan stoppede pludselig op i Sporet, og ved at lfte sin Haand fik han de andre til at blive staaende.

Der lige ud for ham kunde han gennem Stammerne og Lvet skimte Tantors vldige svajende Krop.

Slaven Fej juan vinkede til Fand, som lydlst sneg sig hen paa Siden af den Sorte, der gennem Grenene pegede paa Elefanten.

Fahd kastede i samme Nu sin gamle Luntebsse til Kinden.

Der ld et vldigt Knald og saas et Glimt af Ild og Rg, men Tantor forsvandt, og usaaret brasede den igennem Skoven.

Da Tantor rejste sig ved Knaldet, sprang Tarzan ligeledes op, men idet Elefanten passerede en lavt hngende Gren, tog han sig ikke i Agt, Grenen ramte Abemanden tvrs over Tindingen, og bevidstls tumlede han ned paa Jorden, hvor han blev liggende.

Skrkslagen tnkte Tantor kun paa Flugt, da han stormede nordpaa igennem Skoven, og efterlod i sit Spor vltede Trer og nedtrampede eller oprevne Buske.

Maaske anede han slet ikke, at hans Ven laa hjlpels og saaret, et Bytte for den flles Fjende.

Tantor tnkte aldrig paa Tarzan som en af Menneskeslgten, for den hvide Mand var for ham ensbetydende med Uro, Smerte og Fortrd, medens Tarzan, Abernes Konge, blot var en Ven, hos hvem man altid fandt Fred, Ro og Hvile.

Af alle Junglens Dyr var Tarzan, bortset fra Tantors egen Slgt, den eneste, han var Ven med.

Aah, udbrd Fej juan, du ramte ham ikke.

Jo, raabte Fahd, Allah frte Kuglen. Men lad os se, maaske Tantor dog er ramt.

Nej, du ramte ikke.

De to Mnd styrtede frem, fulgt af deres Ledsagere, idet de haabede at finde Blodspor.

Pludselig standsede Fand, der var i Spidsen.

Allah, hvad er dette, raabte han, jeg fyrede paa en Elefant, men har ramt en Nasrany.

De andre kom til, og Motlog 'udbrd: Det er jo en Kristenhund, og oven i Kbet ngen.

Eller maaske en Skovmand, foreslog en anden. Hvor ramte din Kugle ham, Fahd?

De bjede sig ned og vendte Tarzan omkring. Der er intet Mrke af en Kugle paa hans Krop.

Er han dd? Maaske han ogsaa har jaget Tantor og er trampet ned af det store Dyr.

Da er han ikke, sagde nu Fejjuan, der havde lagt sit re til Abemandens Hjerte. Han lever, og, se, han ligger paa Stien, som Elefanten har traadt, da den flygtede, den har vltet ham omkuld, og han har kun slaaet sig bevidstls i Faldet.

Nej, ved Allah, nej, stik Kniven tilbage, sagde Motlog. Lad Sheiken dmme, om han skal drbes, du er altid hidsig efter at se Blod.

Jamen det er jo dog kun en Kristenhund. sagde Fahd. Tror du, du kan bre ham tilbage til vor Lejr?

Han bevger sig, sagde Fejjuan. Han vil snart vre i Stand til at gaa ved egen Hjlp. Men maaske han vil ngte at gaa godvillig med os, han har jo Muskler og Strrelse som en Kmpe. Hvilken Mand!

Bind ham! kommanderede nu Fahd, og med Remme af Kamelhud bandt de Abemandens Hnder fast omkring Livet.

Det var ikke et jeblik for tidligt, nppe var det gjort, fr Tarzan aabnede sine jne og betragtede dem roligt.

Hvorfor er mine Hnder bundne? spurgte han dem i deres eget Tungemaal. Ls Remmene.

Fahd lo. Tror du, fremmede, at du er en eller anden stor Sheik, der kan give en Beduin Ordre, som om han var en Hund?

Jeg er Tarzan, sagde Abemanden, som om han dermed vilde udtrykke: Jeg er Sheiken over alle Sheiker.

Tarzan! udbrd Motlog.

Han tog Fahd til Side og hviskede til ham: Han er vel nok den vrste, som en ond Skbne skulde faa os til at fornrme. I hver eneste Landsby vi er kommet igennem i de sidste to Uger, har vi hrt hans Navn.

Vent blot, har de allesammen sagt, til Tarzan, Junglens Konge, kommer tilbage.

Han vil drbe Jer alle, naar han hrer, at I har taget Slaver i hans Land.

Du skulde aldrig have standset min Haand, da jeg drog min Khusa, Motlog, men det er ikke for sent endnu.

Han greb atter om Skftet paa sin Kniv.

Nej, raabte Motlog. Vi har taget Slaver i dette Land. De er med os nu, men nogle af dem vil sikkert undslippe. Det ved du lige saa godt som jeg. Hvis en af dem slipper hjem til denne store Sheiks Landsby og fortller, at vi har drbt ham, vil ingen af os nogen Sinde levende vende tilbage til Beled el-Guad.