Paludan-Møller - ADAM HOMO ET DIGT

Frederik Paludan-M ller

ADAM HOMO
(1839-1848)

FRSTE DEL
(1839-1841)

PROLOG

De gamle Tider ere lngst forsvundne,
Da Bardens Harpe ld til Skjoldeklang,
Da han begeistred Helte ved sin Sang
Og trstede med den de Overvundne.
De gamle Kmpers Aander ligge bundne
Og vkkes ikke op for anden Gang:
Den, som i Sang om Kmper nu fortller,
Ny Viin paa gamle Lderflasker helder.

Saa er og svundne nu de gyldne Tider,
Da Digteren i Ridderborgen sad,
Hvor han, mens iet rundt blandt Damer glider,
Om Ridder Lancelot og Roland qvad.
Hvor fulgtes dengang Helt og Digter ad!
Hvor gjorde da de lyst til alle Sider!
Men Riddertiden - ak! den var poetisk;
Vor Tid er idethieste sthetisk.

Enhver sig selv er nrmest, Ordet lyder,
Et Ord som godt paa Tider passe kan:
De Toner staae os allerbedst dog an,
Hvis Efterklang vort eget Hjerte tyder.
Derfor sig andre Baner Musen bryder
I Poesiens grndselse Land,
Derfor i Former, som til Tiden svare,
Vil nu sin Verden hun os aabenbare.

Og da paa Sligt nu hver Poet er viis,
Lang Tid holdt fangen af det Illusoriske,
Saa seer man meer og meer det blot Historiske
At synke qua poetisk Stof i Priis.
Af Digtekonstens lyse Paradiis
De ngne Facta, om endog notoriske,
De blotte Helte med de bare Struber,
Forjages af de critiske Cheruber.

Fra Scylla i Charybdis dog man falder
Fra Dynen ned i Halmen, man i Nord
Slig Falden i Charybdis ogsaa kalder;
En gammel Sandhed har et gammelt Ord.
Den, som ei fr det troede, vist det troer
Ved Synet af en reent prosaisk Alder,
Sat ngen ind i Genremalerier,
Udgivne som Novelle-Poesier.

Men Billederne glde; Hoben aner,
At den paa Prent gaaer her sig selv forbi;
Og Faa kun fle det Forkeerte i
At faae for Flugt af rne Spank af Haner,
For Amors Seire simpelt Lefleri,
Og Qvk af Gadegs for Sang af Svaner.
Hvad gjr man da? og hvilke Bud og Pligter
Kan stilles op som Love for en Digter?

Ti Bud fik Jderne - det var for mange;
Hvorfor ei heller Jderne dem holdt.
Vi Christne fik kun to, som blot forlange,
At Hjertet i vort Bryst ei bliver koldt.
Men dette Tal endnu gjr Mngden bange,
Og har Alverden Bryderi forvoldt,
Thi reduceerte man fra fordums Dage
De ti og to til eet: Sg at belhage!

I dette Bud Alverden sammenstemmer,
Det staaer med gylden Skrift paa Hvermands Port;
Den vise Fader til sit Barn det gjemmer,
At Barnet blive kan til noget Stort.
Behag, min Sn! saa er din Lykke gjort
Og Snnen ei letsindig Ordet glemmer;
Han voxer op og la'er sig Skgget rage,
Gaaer saa i Verden ud, for at behage.

Og som han gaaer, han seer, at Barndomslren
Var ikke liet Viisdom eller Tant:
Som Ringen af en kostbar Diamant,
Saa laaner deraf Lys den hele Vren.
Behage vil Tartuffen som Hetren,
Som Narren Helten, der en Krone vandt,
Som Sangerinden, der paa Scenen galer,
Selv Prsten, naar med Salvelse han taler.

Behage vil de Gamle som de Unge,
Behage hvordan Pokker saa det gaaer,
Thi dertil intet Middel man forsmaaer:
A vil behage ved sin skarpe Tunge,
B ved sit blde Hjertes aabne Saar,
C ved sin syge Lever eller Lunge,
Naar smgtende han staaer med blegnet Kind,
Og hoster sig i Damehjerter ind.

I dette Ord: behag! er altsaa Svaret
Paa hvad der nys mig gjorde Hovedbrud;
Thi hvad for hele Verden er et Bud,
For det er Digteren ei heller sparet.
Men hvem behage? det blev ikke klaret:
Sig selv, sin Nste, eller og sin Gud?
Det store Sprgsmaal jeg at lse vover,
Idet jeg ikke hugger Knuden over.

Jeg vlger mig et Stof af Hverdagssnit,
Hvis Farve spiller i det Nationale;
Thi Helten, dansk i Sind og Skind og Tale,
Skal sig i Hverdagslivet rre frit.
Han holdes borte fra det Ideale,
Han uromantisk gaaer i Prosaskridt,
Han prver Alt, men vlger ei det Bedste:
En saadan Helt behage maa min Nste.

Dog, mens sin egen S jeg la'er ham seile,
Og la'er ham blive gammel, blive graa,
Skal dog tilsidst et Tankebilled speile
Sig i hans Liv og frem af Digtet gaae.
Maa jeg kun dette Maal ei her forfeile,
Saa Tankens Sandhed kan sin Prve staae:
Da haaber jeg - om ei at tkkes Vrimlen
Ved Digtets Formaal at behage Himlen.

Endnu mit eget Bifald staaer tilbage,
Som man br troe, erhverves ei saa nemt.
Fordet at opnaae og mig selv behage
I Stoffet, af Naturen ubeqvemt,
Vil meest paa Breden jeg min Digtning tage,
I Haab, at derved Lngden bliver glemt;
Og alt som Pennen fort med Helten glider,
En Smule see mig om til alle Sider.

Og her Prologen nu jeg slutte kunde,
Thi Planens Armod troer jeg ligger klar,
Saa Ingen sige skal, der lovet var,
Hvad Vrket selv dog holder ingenlunde.
Hvis man for denne Fattigdom vil Grunde,
I Tiden og i Autor man dem har;
Men hvis til Autor man sig ene holder,
Da svarer han igjen: min Tid det volder!

Jeg skulde slutte; men naar man begynder ,
Saa falder det, at e n d e, ei saa let.
Tnk paa den Unge, som endnu ei trt
Sig frem paa Livets lange Bane skynder,
Og see, om strax af Livet han blev mt;
Tnk selv (hvis her det passer) paa en Synder,
Til hvem Samvittigheden raaber: stop!
Og see, om strax Patronen holder op.

Enhver Begyndelse, hvor rig og fuld,
Som havde Herligheden ingen Ende!
Betragt blot Morgenrdens Hav af Guld,
Som vilde Himlen al sin Rigdom sende;
See Vaarens Blomstermyl af Jordens Muld,
See Barnets Fryd, ved sig til Leg at vende,
See Kjrlighedens frste iekast,
Der til Secundet binder Evigheden fast

Og anderledes ei det gaaer en Sanger,
Naar Digtets Spire vaagner i hans Bryst;
Han hrer forud hver en Fremtidsrst,
Der gjennem ham at yttre sig forlanger:
Haab, Elskov, Fryd og Veemod, Spot og Anger,
Den bittre Sorg med samt den sde Lyst,
Alt griber forud i hans Hjertes Strnge,
Saa disse tone strkt og zittre lnge.

FRSTE SANG

Paa Jyllands Kyst, ei langt fra Byen Veile,
(Der for det jydske Paradiis har Ord)
Paa Bredden af den smukke Veilefjord,
Hvori sig stadig Kystens Bakker speile,
Mens Skib og Baad forbi paa Blgen seile
Og give kun et flygtigt Billeds Spor:
Der, hvor paa Kortet man seer tvende Prikker,
En Landsby med sin hvide Kirke ligger.

Det er ved Vintertide: frossen Jorden,
Og rundtomkring, saalangt som man kan see,
Er Mark og Skov som oversaaet med Snee,
Og nsten heelt belagt med Iis er Fjorden.
De lette Spurve, graae og troe som Norden,
Hvem ei de svigted i dens Vintervee,
Sig stte nu i Flok paa Bondens Tage
Og tigge Smuler af hans Julekage.

Thi det er Juleaften: festlig skinner
De vinterklare Stjerners friske Krands,
Der kaster over Sneens kolde Glands
Et Skjr saa slvhvidt, som man stundom finder
Det paa den D endes de blege Kinder,
Naar Evigheden aabnes for hans Sands.
Alt er saa stille - knap en Vind sig rrer;
Ikkun fra Fjorden hist man Fodtrin hrer.

Det er Hr. Peter Homo, Landsbyprsten,
Der over Isen ind mod Kysten gaaer.
Lidt kort og corpulent han er, forresten
En rrig Mand i sine bedste Aar.
Hans Kldedragt: Kavaien, Frakken, Vesten,
Er graa og hjemmegjort, af egne Faar.
Han nys har efterseet sin Fiskeruse,
Og traver nu med raske Skridt tilhuse.

Og alt som over Marken hen han skrider,
Idet han flger Stiens svage Spor,
Hans Blik sig hver op, hvor Lyset boer.
Dog snart igjen fra Himmelkuplens Sider
Det ned mod Prstegaardens Vindver glider,
Hvorfra paany det sger Stjerners Chor.
Man seer, at deelt imellem Jord og Himmel,
Hans Tanke frdig er at blive svimmel.

Og intet Under; Julestjernens Skin
Ham om dien knap begyndte Prken minder,
Som ved sin Hjemkomst paa sin Pult han finder,
Og hvortil ret han samle vil sit Sind.