Rosekamp - Emil Aarestrup

Emil Aarestrup

DIGTE

Digte, af Emil Aarestrup.

Kjbenhavn.

Universitets-Boghandler C. A. Reitzels Forlag

1837

Udgivet af LFL's Bladfond 2008

RIDDER BRUNO.

I

LORINDE iler ved Ridderens Arm
Saa bleg og bange,
Hun ngstlig klynged sig op til hans Barm
Paa maanlyse Vange.

II

Den Ridder fremiled saa varm og heed
Blandt Bjerge og Fjelde,
LORINDE saa ngstligen Hnderne vreed
Og Taarer mon flde.

III

Da stod de saa hit paa saa skraadt et Fjeld,
Hvor Grantret suser,
I dyben Afgrund det kogende Vld
Saa skummende bruser:

IV

O siig, du Skjnne, saa faur og fiin!
Hvad om dig lystes
I Vovernes skummende Brudeliin
Af Klippen at krystes?

V

Hvad om du vil flye og ei nvne mit Navn
For Mand eller Qvinde,
Hvadenten du vil i Afgrundens Favn
En Brudgom dig vinde?

VI

Da knled LORINDE for Ridderens Fod
Paa Fjeldet det de:
O BRUNO! hvi trster du efter mit Blod
Og hvad er min Brde?

VII

Jeg var en Pige uskyldig og fro,
Du bad om mit Hjerte;
Jeg gav dig minHaand, men du lnned min Tro
Med grusomste Smerte.

VIII

Og nu du forlanger, jeg flye skal forladt,
Til Skjndsel og Skamme,
Med Barn under Hjertet i blmrke Nat
Men Gud vil dig ramme!

IX

Nei aldrig mere du flygte nu skal,
Saa raabte den Ridder,
Dernede den kantede Steen og Koral
Alt ventende sidder.

X

Ha! snart skal nedstyrte fra Fjeld og til Fjeld
De knusede Bene,

og snart skal du sukke i skummende Vld
Saa blodig og ene!

XI

Saa styrted han hende blandt Klipperne ned
I rdsomme Harme;
Vildt stirrede han over Afgrunden bred
Med snkede Arme.

XII

Da visked han Sveden af Panden bort
Og hurtig bortiled;
Ei fr han naaede Borgens Port
Den Riddersmand hviled.

XIII

Paa Borgen boede ung FULDA, saa mild
Med Terner og Svende,
Og BRUNO lnge med blussende Ild,
Kun elskede hende.

XIV

Mod hendes Sol, en Maane var kun
Den blege LORINDE;
Mens Maanen dmred i natlige Stund
Ei Sol kunde skinne.

XV

Derfor han sin Viv nedstyrted saa brat
Den Bjergtrold at gjste,
Saa iled han hurtig i blmrke Nat
Ung FULDA at fste.

XVI

Da Solen stod hit, I hvlved Capel
Det Bryllup mon stande.
De Riddersmnd nsked ham alle godt Hld
Og Lykke for sande.

XVII

Med Kjerte lyses det Brudepar
I prgtige Kammer,
Saa slsom i Sind Ridder BRUNO var
Samvittighed rammer.

XVIII

Da Midnatsklokken paa Taarnet slog
Sig Dren oplukked,
En iiskold Haand om Panden ham tog,
Tre Gange det snkked.

XIX

I ngstlige Drmme ung FULDA laae
Og Slikkene hrte,
Sin Arm hun monne om Ridderen slaae
Han ikke sig rrte.

XX

Hun flte paa ham, saa kold var hans Kind.
Saa ngstlig og bange
Hun kaldte; og Tjenere styrtede ind
Med Fakler saa mange.

XXI

Med Fakler de monne for Brudeseng staae
Og Flammen den lyste;
Da BRUNO iiskold og stivnet laae;
Hver Riddersvend gyste.

XXII

Ung FULDA sad som en udhugget Steen
Paa Bolstrene blde,
En Rdsel foer gjennem :Marv og Been.
Af Skrkken hun dde.

XXIII

Da flygtede alle saa rd i Sind;
Og hslig nu tuder
Om Midnat, Stormene ud og ind
Af brustene Ruder.

SONNET. (til SIBBERNS Erindring)

Mrk over mig sig sorte Graner foued,
Skyedragen skjulte Stjernens Zitterglands,
I hver en Fjeldklft Nattens Aander trued,
For Tvivlens Afgrund svimlede min Sands.

Med rdsom Alvor Klippen paa mig skued,
En Gysen foer i Hstens gule Krands,
Blaalige Flammer over Dybet lued,
Forfrdet flygted lysen Alfedands.

Men Gud er nrmest os, naar strst er Nden!
En Engel sendte han med Tryllestaven,
Berrt af den mit ie sig oplod.

Og see - nu spired Livets Frugt af Dden,
Sig Aanden svang forklaret over Graven
Og Synden tvetted Jesu med sit Blod.

RASK HVIRVLES VI I TIDENS STORE DANDS

Rask hvirvles vi i Tidens store Dands
Vildt famlende blandt Haabets gyldne Ranker;
Til Kamp, til Lyst gaaer Veien, Hjertet banker
Da tabes ieblikkets friske Krands.

Da rver Glemsel det Forgangnes Glands,
Men huld og blid en Me paa Veien vanker;
Vemodig hun de tabte Blomster sanker,
Og flger efter med sin blege Krands.

Naar iet stundom da tilbageskuer,
Da staaer hun smilende, paa Krandsen peger,
Og ved hvert lille Blad fornier sig.

Naar ogsaa Dem bestraaler Mindets Luer,
O gid der da, i hendes Blomsterbger,
En duftsd Reseda maa staae fra mig!

EPIGRAMMA OVER CORREGGIO.
(efter FABIO SEGNI, GENTILHUOMO FIORENTINO)

Da end Aanden behersked Malerens ddlige Lemmer,
Ginge Chariterne frem, bade ydmygelig Zens:
Ingen andens Haand, alnaadlge Fader, end dennes,
Ingen anden lad male os! det er vor Bn.
Og Olympens hie Behersker tilnikked dem Bifald,
Hvede Ynglingen strax op til sin skinnende Borg,
At nrvrende han desbedre Chariternes Billed
Fatted, og, uden Slr, ngne, Gudinderne saae.

EPIGRAMMA OVER ELENSCHLGERS GORREGGIO .

Lngst alt var i den hie Himmel den hellige Maler,
Da Poesien gik frem for den Almgtiges Stol,
Knl te og sagde: Herre! udsend mig at hdre din Kunstner!
At ei hans dunkle Grav savner Tragoediens Sang;
Thi i Livet og Dden, du veed, jeg ham elskte af Hjertet!

Ogsaa min kjreste Skjald vier til Sangen jeg ind
Da tilstod den almgtige Fader Datteren nsket;
Og fra Norden ld, dmpet, den tragiske Sang

OVER FOSTBRDRENE.

Hvo saae ei Laokoons snogombugtede Ddskamp
Mandens martrede Kraft, Brnenes piinllge Angst
Hugget i Marmorblokken? Hvo har ei noksom-beundret
Livs og Skjnheds vildtsprudlende Styrke, af Qval
Lokket Mig Vandets Skumspring fra den rolige Flade
Til ddmattende Pragtsyn, hvis fortrende Ild
Driver med Skrk og Gru klart frem kunstherlige Frugter?
Det har Digteren her virket med skabende Aand
Virket med Dybsindsord og med hjertegribende Pathos

NATSEILERSKEN.

I

I Havfruer smaae!
Og I Blger blaae!
Saa lystig vi Dandsen skal trde!
Jeg sad derhjemme saa mod i Sind,
Jeg kunde ei andet end grde;
Nu svinger min Baad sig i susende Vind
Og Blgen mig vugger paa Dybet.

II

I Havfruer smaae!
Og I Blger blaae!
Jeg eder en Vise vil sjunge.
I Egelye, paa Blomstervang,
Jeg kan ei rre min Tunge;
Men i Stormen toner saa sdt min Sang,
Hr Jomfruen sjunger paa Blgen!

III

Der var en Me
Paa den grnne e,
Hvor Drueguld Bjergene krandse,
Hende fryded ei Hyrdernes muntre Sang
Og ei Hyrdindernes Dandse,
I Barmen boede en voldsom Trang,
Og ingen forstod hendes Smerte.

IV

Men en Slvskye baer,
Som en Solstraale klar,

En guldlokket Engel til Dalen;
Da fremlued Glden i Jomfruens Bryst,
Bort flygtede Sorgen og Qvalen:
Hendes Hjerte splred mod Himlen lyst,
Med Elskovs hellige Blomster.

V

Og Englen foer
Atter fra Jord
Til Hjemmets straalende Rige.
Gjennem tfaren Slvervingen den baer,
Taus stod den skjlvende Pige;
Da saae hun den blive en Stjerne klar,
Som lyste Bjerget og Blgen.

VI

Nu I Haffruer smaae!
Og I Blger blaae!
Nu slyng mig lystig i Dandsen!
Imod den glimtende Stjerne hist
Henruller, Smaavover, i Glandsen!
Der venter den salige Engel mig vist,
Den venter med Brudekrandsen!

VII

Saa sang den Me
Paa mrke Se,
I vildthengyngende Snekke.
Men Moderen vaagner om Midienat,
Hende ngstlige Drmme skrkke;
Med Gru hun farer af Sengen brat:
Hvor er du, min Datter, du Kjre?

VIII

Hun er der ei!
Paa Blgens Vei
Hun dandsed med natlige Vinde!
Den Moder sig jamrer ved de Strand,
Hun kan sit Barn ei finde;
Men hist blandt Siv, ved det gule Sand,
Der svmmer en blegblaa Lille.

TIL ROSENTRET I LAURAS VINDUE .