Rosekamp - Tings ultimative

NORDISK FJER

ELLER

TINGS ULTIMATIVE FORSVINDEN.

Reflektioner fra en virksomhed, afget ved dden.

Af Erik Rosekamp

Jeg var her engang kun dunkelt erindret, men jeg var her. Vi skulle hente min mormors sster, der var prokurist i firmaet. Blankpoleret marmor i foyeren og opstigning med en elevator, der var indvendig bekldt med mahognipaneler af fineste kvalitet. Lavmlt, for et barn uforstelig tale, i de store kontorlokaler p de verste etager, hvor direktionen holdt til bag palisader af dle trsorter telefoners vemodige kimen (i erindringen forekommer denne kimen ihvertfald vemodig, i sammenligning med nutidens elektroniske vranglyde). Et strejflys over det der var n, men der kom hun jo, min mormors sster og s gik vi igen. Der er nu get ca. 50 r, og nu str jeg her alts igen foran indgangsdren, bag hvilken det m formodes, at bde det blankpolerede marmor samt den fornemme elevator stadig befinder sig. Min mormros sster, der blev ansat i firmaet i 1902, er vandret ud og ind gennem denne dr i nsten 50 r, nu vandrer ingen ind og ud, bortset fra grafittimalere og hrvrksmnd, for hvem det har vret en smal sag, at bryde hngelsen, der brer prg af at vre fundet i supermakedets 10 kroners rodekasse, op. Firmaet hedder eller rettere, hed Nordisk Fjerfabrik. Resterne af dette fordums s stolte firma, har man kunnet se hvergang man med tog har bevget sig nordp fra Kbenhavn, og for hver tur man har foretaget, har man kunnet konstatere forfaldets fremskriden. P.g.a. min familire relation til dette firma, vkker dette forfald bestemte flelser i mig. Jeg kan nemlig huske hvorledes jeg som ganske lille ustandselig blev belrt om, at netop dette firma havde en ganske srlig betydning. Det blev ved enhver given lejlighed holdt op for mig som et billede p alt hvad der var rigtigt og godt, og skulle noget srligt understreges som vrende forkert, henvistes der altid til: At sdan gjorde man ikke ude p Nordisk Fjerfabrik! Havde jeg f.eks. sorte negle, sagde min mormor eller hendes sster: "Hvordan tror du ikke det ville g hvis alle kontorfolkene p Nordisk Fjerfabrik havde sorte negle?" Jeg husker tydeligt en dag, da jeg havde glemt at knappe mine bukser og min mormors sster, med vild forargelse i stemmen sagde:"Jamen Erik dog, hvad tror du ikke der ville ske, hvis alle mndene ude p Nordisk Fjerfabrik gik rundt med bne bukser?" Det er derfor ikke unaturligt, at jeg via min baggrund, med srlig interesse har fuldt med i firmaets kollaps, der stadig p visse punkter forekommer mig noget gdefuld. Jeg har ligeledes, som fr omtalt, fulgt med i selve fabriksbygningens deroute, der p det seneste har net et stade, hvor man m forudse, at den ultimative forsvinden er nrt forestende. Grafitti er dukket op p den invendige side af bygningens vinduer de store guldbogstaver med firmaets navn verst oppe under tagskgget hnger, og flere af bogstaverne mangler helt kort sagt, tiden er knap, om lidt opsluges det hele af intetheden. Derfor tog jeg beslutning om inden s lnge at st af p sterport station, og vandre ned for at fotografere forfaldet inden det var for sent.

I lrdags stod min kone og jeg s af p sterport station og bevgede os mod udgangen ved stbanegade. Mrkeligt som tingene af og til kan hnge sammen min mor boede som barn i stbanegade nr.9, som vi netop passerer. Vi gr ad broen over baneterrnet, njagtig den samme vej som min mormors sster har get, efter at hun var ankommet med toget fra Holte. Man har smkket en ny bro op istedetfor den gamle der var affldig efter sigende er den "pakket" ned for senere at blive genopsat efter restaurering Gud ved om det nogensinde bliver til noget? N, den nye bro er da bedre end ingenting. For enden af broen, inden vi drejer ned mod "fabrikken", fr vi lige et glimt af kastelsen her lb min mor p skjter som barn, og hun har fortalt, at stedet blev kaldt "vanille isen" fordi det kostede penge at komme ind. Vi passerer de talrige jernbaneoverskringer, hvor tung godstrafik mellem Danmark og Sverige i mere end en menneskealder, har buldret frem og tilbage men ogs dette er snart en saga blot nu kommer resundsforbindelsen jo snart.

Som sagt str jeg alts nu foran denne dr, som min mormors sster i nsten 50 r er get ind og ud af - dog, det er nu ikke helt korrekt, idet fabrikken er bygget om i flere tempi gennem rene. Jeg gr over p den anden side af gaden for bedre at kunne fotografere bygningen i al dens afmagt, hvorefter jeg sdan set er indstillet p, at forlade stedet liges fredeligt som jeg kom. Min kone er imidlertid en nysgerrig sjl og for at tilfredsstille dennes indre, har hun taget fat i hoveddrens hndtag, hvorefter dren liges nydeligt har bnet sig. Der er ikke et menneske at se, og fristelsen er for stor, hvorfor vi begge forsvinder ind i bygningen. Det er lrdag, solen skinner og der er Roskildefestival, s vi regner med at have det hele for os selv.

Det syn der mder os er utroligt - der er tomt overalt, og alligevel hersker der kaos. De marmorbekldte vgge og trapper der ikke er s blanke som jeg husker dem, er alle oversprjtet med graffitti. Forskellige mindeindskriptioner i broncebogstaver p vggene er ulselige da flere af bogstaverne planlst er trukket ud, og til venstre for indgangen har der hngt et stort broncerelief af firmaets stifter H.O.Lange, som p en ejendommelig mde har fet lov til at blive siddende p vggen selvom relieffet er vk. Frst har en grafittimaler oversprjtet hele relieffet med rd farve og derefter har en eller anden fjernet relieffet, hvorefter H.O.Lange's tydelige profil i hvid silhuet p rd baggrund, er blevet stende. Veneration og pietetsflelse har ikke hersket ved fabrikkens lukning.

Jeg vender mig mod elevatoren og opdager, at den ikke er s stor som jeg havde troet, men fornem er den endnu. - De indvendige mahognipaneler er stadig, trods stv og snavs, blankpolerede, men hele elevatoren er fuld af skrammel - gamle dre, glasskr, brdder og andet affald af enhver art. Den er s stopfyldt med dette skidt, at dren ikke kan lukkes. Man m virkelig begrde den maniske sjl, der har set det som sin livsopgave, at udfre dette meningslse arbejde. Vi bevger os op ad marmortrappen, hvis trin alle er belagt med et tykt lag af knust glas, der knitrer under skoslerne for hvert et skridt. Samtlige trdarmerede ruder i elevatorskakten er knust med en sdan grundighed at man nrmest m beundre det. Derimod er ingen vinduer knust, hvilket jo ogs ville have forhindret grafittimalerne i at udfre deres arbejde -ja, jeg vil i og for sig pst at der virkelig er tale om et stykke arbejde, ovenikbet udfrt med en konsekvens af sjlden styrke. De der kender fabrikken vil vide, at vinduerne jo ikke er store flader, men derimod bestr at ganske sm enkeltvinduer - faktisk mellem 15 og 18 vinduer i hvert fag. Der er over 100 vinduer i bygningen hvilket m betyde, at de samme tegn er malet over 1500 gange! Sprjtefringen tyder p, at det er den samme person - virkelig beundringsvrdigt. Det minder mig forresten om de tegn der, kort efter kystbanens elektificering, blev malet p ledningsmasterne langs hele strkningen - her havde et ungt menneske vadet afsted, kilometer efter kilometer, og mjsommeligt anbragt sit tegn p hver eneste mast. Det m have taget flere dage og vidner om en konsekvens der grnser til det autistiske, og som bringer mindelser frem om kunstnere som f.eks. Frede Kristoffersen der hele livet igennem malede det samme billede om og om igen. Da denne kunstart udgr en type som magthaverne ikke har kontrol over, risikerer man nu flere rs fngsel for at udve den - ak ja, den gamle historie endnu en gang.

P frste sal mder os synet af forladte vrkfrerkontorer spredt rundt i tomme fabrikshaller med sjler og cementgulve, p hvilke der stadig hist og her ligger et lag af fjer! Gas- og vandrr stikker som gevrlb ud af vgge og lofter. Vi har en flelse af at vre de eneste levende i hele bygningen - ikke s meget som flue ser vi, ja, ikke en gang en edderkop! Alt levende er vk - kun atomerne og bakterierne er blevet tilbage for endnu en stund at holde sammen p det hele. Nste etage er endnu mere rkesls og vi haster videre. P tredie sal er det knuste glas ikke lngere begrnset til trappen, men har bredt sig ud i lokalerne hvor hrvrket, trods tomheden, er aldeles omfattende. Her findes ogs kantinen, hvor i tusindvis af arbejdere gennem tiden har indtaget deres mltider. Kantinen er stort set intakt - her er heller ikke meget at delgge - fastskruede hvide borde og hvide fliser p vggene, indbyder benbart ikke til delggelsesfest. Flere af lokalerne p denne etage brer prg af, at personer har opholdt sig her i lngere tid, dog ikke fornylig. Hvor er fabriksbestterne ivrigt henne? Og hvor er de mennesker der har gjort det til en dyd at sge gamle industribygninger fredet? Hvor er alt dog flygtigt - for bare nogle f r siden ville en sdan bygning have vret indtaget af en horde af unge besttere, der med livsforagt ville have forsvaret sig imod politiets indtrngen. Et sdant forehavende krver selvflgelig lidt pionernd, hvilket ikke synes at vre den mest fremherskende egenskab hos de unge idag.