Jacobsen - To verdenere

J. P. Jacobsen

TO VERDENER

fra

SAMLEDE VRKER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

19 2 7

SFA-89 2012

Salzach er ingen munter Flod, og der ligger en lille Landsby p dens stre Bred, der er meget trist, meget fattig og slsomt stille.

Som en elendig Flok af vantrevne Tiggere, der er bleven standsede af Vandet og Ingenting har havt at give i Frgeln, st Husene nede p den yderste Brmme af Bredden, med deres vrkbrudne Skuldre trykket mod hinanden, og stage hblst med deres trskede Krykkestolper i den grlige Strm, medens deres sorte, glandslse Ruder fra Baggrunden af Svalegangene stirre frem under det udstende Spntags Bryn, stirre med et skulende Udtryk af hadefuld Kummer efter de lykkeligere Huse derovre, der enkeltvis og to og to og hist og her i hyggelige Klynger sprede sig over den grnne Slette langt bort ind mod det gyldentdisede Fjerne. Men om de fattige Huse str der ingen Glands, kun rugende Mrke og Tavshed tynget af Lyd fra Floden, der trevent, men dog aldrig standsende siver forbi, mumlende hen for sig p sin Vej s livstrt, s underligt ndsfravrende.

Solen var ved at g ned; Cikadernes klingre Glassummen begyndte at opfylde Luften p den anden Side og bar es nu og da over af pludselige matte Vindpust, der kom og dde hen i Flodbrynets Vxt af tynde Vidier.

Oppe p Floden kom der en Bd.

En svag, udtret Kvindeskikkelse stod i et af de yderste Huse bjet frem over Svalegangens Brystning og se efter den. Hun skyggede med den nsten gjennemsigtige Hnd for jnene; thi deroppe, hvor Bden var, l Solens Skjr gyldent og blinkende skarpt over Vandene, og det se ud, som sejled' den p et Spejl af Guld.

Gjennem det klare Halvmrke lyste Kvindens voksblege Ansigt frem, som havde det Lys i sig selv; tydeligt og skarpt var det at se som de Skumkamme, der selv i mrke Ntter hvidner Havets Blger. ngsteligt spejdede hendes hblse jne, et slsomt svagsindet Smil l der om den trtte Mund, men de lodrette Rynker p hendes runde, fremspringende Pande bredte dog som en Skygge af Fortvivlelsens Bestemthed over det hele Ansigt.

De begyndte at ringe i Landsbyens lille Kirke.

Hun vendte sig bort fra Solskjret, og rokkede frem og tilbage med Hovedet som for at undg Klokkeklangen, idet hun mumlede nsten som Svar p den vedholdende Ringen: "jeg kan ikke vente, jeg kan ikke vente."

Men Lyden blev ved.

Som i Pine gik hun frem og tilbage p Svalen; Fortvivlelsens Skygge var ble ven endnu dybere, og hun trak Vejret tungt som En, Grden trykker, og som dog ikke kan grde.

I lange, lange r havde hun lidt af en smertefuld Sygdom, der aldrig lod hende Ro, hvad enten hun l eller gik. Hun havde sgt den ene kloge Kone efter den anden, havde slbt sig fra n hellig Kilde til en anden, men uden Nytte. Sidst havde hun nu vret p Septembertoget til St. Bartholem, og her havde en gammel enjet Mand givet hende det Rd at binde en Kost af Edelweiss og vissen Rude, af Majsens Brandknuder og Kirkegrdsbregner, en Lok af sit Hr og en Splint af en Ligkiste; den skulde hun s kaste efter et ungt Fruentimmer, der var sundt og friskt og som kom hen gjennem rindende Vand, s vilde Sygdommen forlade hende og g over p den Anden.

Og nu havde hun Kosten skjult p sit Bryst, og oppe p Floden kom der en Bd, den frste, siden hun havde fet Tryllevnden bunden. Hun var atter trdt hen til Svalens Brystning, Bden var s nr, at hun kunde se, der var en fem, sex Passagerer ombord. Fremmede, se det ud til. I Stavnen stod Bdfreren med en Pligtstage, ved Roret sad en Dame og styrede, og en Mand var hos hende og passede p, hun styrede efter Bdfrerens Vink; de Andre sad midt i Bden.

Den Syge bjede sig langt frem; hvert Trk i hendes Ansigt var spndt og spejdende, og Hnden havde hun i Barmen. Hendes Tindinger bankede, ndedrttet var nsten standset, og med udspilede Nseboer, med rdmende Kinder og vidtopsprrede, stive jne ventede hun p Bdens Komme.

Allerede kunde de Rejsendes Stemmer hres, snart tydeligt, snart kun som en dmpet Mumlen.

"Lykke," sagde en af dem, "er en absolut hedensk Forestilling. De kan ikke finde Ordet et eneste Sted i det ny Testamente."

"Salighed?" indvendte en anden sprgende.

"Nej hr," blev der nu sagt, "ganske vist er Idealet for en Samtale at komme bort fra det, man taler om, men det synes jeg, vi nu passende kunde gjre ved at vende tilbage til det, vi begyndte med."

"N ja da, Grkerne ...."

"Frst Phnicierne?"

"Hvad veed Du om Phnicierne?"

"Ingenting! men hvorfor skal Phnicierne altid forbigs!"

Bden var nu lige under Huset, og ligesom den var der, var der En ombord, der tndte sin Cigaret. Lyset faldt i et Par korte Blus p Damen ved Roret, og i det rdlige Skjr ss et ungdommelig friskt Pigeansigt med et lykkeligt Smil p de halvtbnede Lber og et drmmende Udtryk i de klare jne, der se op mod den mrke Himmel.

Skjret sluktes, der hrtes et lille Pladsk, som om der blev kastet Noget ned i Vandet, og Bden drev forbi.

Det var omtrent et r efter. Solen gik ned mellem Banker af svre,, tungtglidende Skyer, der kastede et blodrdt Skin over Flodens blakkede Vande; en frisk Vind strg ned over Sletten, der var ingen Cikader, kun Flodens Boblen og Suset fra de mimrende Sivbrmmer. I det Fjerne ss en Bd komme ned med Strmmen.

Kvinden fra Svalegangen var nede ved Bredden. - Dengang hun havde kastet sin Hexekost efter den unge Pige, var hun falden besvimet om p Svalen, og den strke Sindsbevgelse, mske ogs en ny Fattiglge, der var kommen der p Egnen, havde bevirket en Forandring i hendes Sygdom, og efter en hrd Mellemtid var hun begyndt at komme sig og var et Par Mneder efter fuldstndig rask. I Begyndelsen var hun som beruset af denne Flelse af Sundhed, men det varede ikke lnge, s blev hun nedslet og bekymret, urolig, fortvivlet, thi overalt blev hun forfulgt af Billedet af den unge Pige i Bden. Frst kom det til hende, som hun havde set det, ungt og blomstrende, det knlede ned ved hendes Fdder og se bedende op p hende; s senere blev det usynligt, men hun vidste dog, hvor det var og at det var der, thi hun hrte det ligge og jamre sig ganske stille, om Dagen i hendes Seng, om Natten i en Krog af hendes Vrelse. Nu sidst var det blevet tavst og synligt igjen, det sad foran hende blegt og udtret og stirrede p hende med unaturligt store, underlige jne.

Iaften var hun nede ved Flodbredden; hun havde en Spn i Hnden og gik og drog Kors p Kors i det blde Dynd; engang imellem rejste hun sig i Vejret og lyttede, og s tegnede hun videre.

Da begyndte det at ringe.

Hun gjorde Korset omhyggelig frdigt, lagde Spnen fra sig, knlede ned og bad. S gik hun ud i Floden til midt p Livet, foldede sine Hnder, og puttede sig ned i det grsorte Vand. Og det tog hende, trak hende ned i Dybet, og sivede som altid tungt og trist afsted, forbi Landsbyen, forbi Markerne - bort.

Bden var nu kommen ganske nr; den havde de unge Folk ombord, der hin Gang hjalp hinanden at styre og som nu var p deres Bryllupsrejse. Han sad ved Roret, hun stod oprejst midt i Bden, draperet med et stort grt Shawl og med en rd lille Htte over Hovedet, ... stod og stttede sig mod den korte, sejllse Mast og nynnede.

S drev de lige under Huset. Hun nikkede fornjet til Styrmanden, se op mod Himlen og gav sig til at synge, sang, lnet mod Masten og med Blikket vendt mod de drivende Skyer:

I Grave brede,
Er tryg min Rede,
Er fast du bygget, min Lykkes Borg,
Og vrne de Volde for Harm og Sorg?
Hvad ser jeg da ude fra Hjenloftsbro
Skumre, hvor solrde Skyer de bo?
Jeg kjender de Skygger ...
Derude der bygger,
Derude der vanker
Landflygtige Tanker
Fra min Vemodstid.

I Skygger, kom, kom ind og gjst
Min Borg og sid mit Hjerte nst
Og drik af gyldenblank Pokal
I Lykkens rige Strlesal
En Skl for Lykken, fr den kom,
En Skl for Hbets Fattigdom,
En Drmmeskl!

FRA SKITSEBOGEN

Der burde have vret Roser.

Af de store, blege Gule.