Brandes - Danske personligheder: J P Jacobsen

Georg Brandes

DANSKE PERSONLIGHEDER

J. P. JACOBSEN

(1883)

SAMLEDE SKRIFTER

KJBENHVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SN)

1900

D ette er vor Nutids-Prosas store Kolorist. Sikkert har der aldrig fr i nordisk Literatur varet malet med Ord som hos ham. Hans Sprog er farvemttet. Hans Stil er Farvesamklang.

Og dette er vor Prosas sjlfuldeste og mest digteriske Srling. Alt, hvad han ser, bliver Srsyn, Alt, hvad han skriver, faar Srprg. Det er sregent i Formen indtil Manr, det er inderligt i Tonen indtil Sygelighed. Alt er fortttet, sammentrngt, uden Fyld eller Mellemrum, To Verdener paa en halv Snes Sider Hver Draabe man opfanger af hans Tales stille Vld er tung, strk som en Draabe Eliksir eller Gift. duftende som en Draabe Vellugt-Essens. Der er noget Besnrende, Berusende ved hans Foredrag. Dette er den strkeste Stemningsdrik, der er brygget i vor Prosa.

Et Sprog er som et Instrument, der af og til maa stemmes paa ny. Et Par Gange i hvert Aarhundrede bliver gerne Skriftsproget stemt om. Thi ligesom intet Slgtled kan njes med at tnke det foregaaendes Tanker, saaledes kan heller aldrig nogen ny Gruppe af Skriftverdenens Mnd bruge det Sprog, der skreves af den foregaaende Gruppe. Den skal og maa lre uendeligt af sine Forgngere, men den maa, med eller uden Anstrengelse, indenfra selv skabe sig sit Sprog, og det frste Skridt dertil er det at stemme Sproget om. Nu gives der i Ordets Kunst tilsyneladende Virtuoser, hvis egenlige Kald er en Stemmers; de stemme og bestemme Aander og Literaturer for et helt Tidsrum (Lessing og Herder var saadanne Stemmere)- Naar disse tidligst optrdende i en Gruppe har begyndt Arbejdet forfra for eget Vedkommende, saa viser det sig, tit til deres Overraskelse, at de har arbejdet ikke blot for sig selv, men for hele deres Slgtled og i Regelen for det flgende med; thi de senere fremtrdende finder banet Vej, det nyformede Sprog falder dem naturligt og mundret; de maa ganske vist tillmpe og udvikle den nye Sprogstil efter deres Personlighed og Behov, men den falder i deres Haand som et naturligt Redskab.

Forposterne for den Slgt, der omkring Aaret 1870 optraadte i dansk Sknliteratur, havde et haardt aandeligt Arbejd. Da de efter et stort og vanskeligt Brud med Overleveringen var nogenlunde paa det Rene med hvad de havde at meddele deres Samtidige, viste det sig, at hverken det filosofiske eller det almindeligt literre Sprog, som de foregaaende Slgter havde udformet, kunde bruges videre frem. Sete fra Ungdommens Standpunkt viste de uhyre Forskelle mellem de Enkelte i den ldre Slgt sig forsvindende i Sammenligning med Fllesskabet- Modstninger som Grundtvig og Kierkegaard mdtes i det troende Forhold til det Overnaturlige og i Prdikentonen. Det flles Hang. som havde frt hin Slgt til Gudstro eller aabenbaret Religion, til spekulativ Filosofi, til idealistisk Poesi, havde sammensteml alle disse Modstanderes og Modstningers Sprog, og saa uensartede som Oehlenschlger, Grundtvig, Hauch, Ingemann, Heiberg. Hertz, Paludan-Mller og Andersen var, behvede man dog kun at tage et femfodet jambisk Vers af hver af dem for at finde Ligheden og fle Ubrugeligheden af deres Sprogform for de Yngre. Den gammelnordiske Retning havde levet sit Liv tilende. Oehlenschlgers digteriske Patos var alt fortrngt af den nye norske; nogen Kunstprosa udenfor den romantiske Sagastil havde han aldrig havt. Grundtvigs ejendommelige og sre Prosaform karikeredes af hans Tilhngere og kldte allermindst andre end dem. Kierkegaard lod sig vel efterligne og man havde trolig efterlignet ham, havde overmaniereret den store Manierist men han lod sig paa ingen Maade fortstte; den Heibergske Prosas klare og friske Strm frte ingen nye Spirer med sig; de senere Filosofer, R. Nielsen og H. Brchner havde som deres Forgngere faaet deres Kunstudtryk fra Hegelianismen, som den unge Slgt netop havde lsrevet sig fra. End ikke Overgangstidens eneste Prosa-Mester M. Goldschmidt kunde tjene til Forbillede, thi hans gennemarbejdede og stemningsfine Sprog var med sine Perspektiver uadskilleligt fra den mystisk-romantiske Livsanskuelse, for hvilken det var Organ. De Unge, som ikke hyldede Livsanskuelsen, kunde heller ikke sge ind til Sprogtonen.

Men den unge danske Slgt fra 1870 stod i sproglig Henseende endda overfor den Vanskelighed, at den ikke blot forefandt en uddende Forfatterskole i sit eget Land, men ved sin Opdukken mdtes med den nye norske Digterskoles, Bjrnsons og Ibsens, friske, fremmedklingende og dog fuldt forstaaelige Sprog: et nyt Sprog, hvori Alt kunde voves, et Sprog, der med sin Fjldklang efter kortvarig Modstand havde vundet den danske Lseverden aldeles, og som med sine Landsmaalsord og Kraftord, sine dristige Vendinger raadede over Former og Udtryk, Klangfarver og Billeder, overfor hvilke de unge danske Forfattere med deres nedarvede, afslebne og ved Overkultur udmarvede Sprog ikke kunde andet end fle, at de vilde have en frygtelig Kappestrid at bestaa.

Der var da for de tidligst optrdende Skribenter intet andet at gre end at fordybe sig saa meget som muligt i sig selv, strbe efterhaanden at blive helt sig selv og saa uden Hensyn til det Overleverede skrive alene paa deres Natur. Og de fandt da snart, at de, som var saa ganske anderledes anlagte end den ldre Slgt i Danmark, som saa paa Sanseverdenen med andre jne og en anden Virkelighedssans, behvede et langt sanseligere, billedrigere Sprog end hine. De var plastisk, malerisk anlagte, flte sig som Kunstnere helt ud i Fingerspidserne og udstrakte Kunstens Omraade videre end den foregaaende Slgt. De betragtede det som deres Opgave og Pligt at behandle Prosaen med ikke ringere Omhu end den, som deres Fdre og Bedstefdre havde anvendt paa Verset. De leverede ugerne endog blot en Avisartikel fra sig, der ikke i den Forstand var et Kunstvrk, at den havde sin Stemning og sin Anskuelighed. Det gamle Ordsprog siger: Ordene har deres Vrd ligesom Monter. Disse unge Forfattere udskd enhver Ord-Mnt som vrdils, hvis Prg var blevet udslettet ved Brug. Man erstattede samvittighedsfuldt de virkelighedsfjerne eller filosoliske Udtryk, ved hvilke Ingen lnger tnkte eller flte noget, med friske Forestillings-Udtryk, der fremkaldte Billeder, fremmanede Erindringer; man henvendte sig gennem jet og ret til Tanken og forsmte ikke at underholde Lserens Sanser og at bemgtige sig hans Nervesystem, naar det gjaldt om at gre Indtryk paa hans Forstand.

Medens saaledes en ny Stilart var ifrd med at danne sig, optog Overgangstidens Forfattere det store Publikums Opmrksomhed. De Yngre havde imidlertid den bestemteste Flelse af, at disse Skribenter netop kun betegnede en Overgangstid. I Illustreret Tidende for 21. November 1869 skrev jeg i Anledning af Bergse: Der er og har allerede lnge vret en Pause i Danmarks poetiske Produktion. En Literaturperiode ligger afsluttet bag os. En ny og rigere vil forhaabenlig om kortere eller lngere Tid indtrde. De Romanforfattere, der udfylder Mellemrummet, danner en Gruppe for sig og frister i Fllig deres gode og onde Skbne, som er den at indtage en mere fremragende Plads end de tyve Aar tidligere vilde have formaaet, og at savne al den Opmuntring, al den Inspiration, som Medlemmerne af en stor poetisk Skole meddeler hverandre indbyrdes. Hvad Bergse angaar, da var hans ejendommelige Fortrin, som nrmest grundede i hans naturvidenskabelige Dannelse, netop en Overgangstids. Men de yngste lrte mere af hans Fejl end af hans Fortrin, idet de for enhver Pris vilde undgaa hine. Da Forfatteren af hin Artikel tilraabte Bergse: Lr dog at vrage fr Du skriver, Forfatter! Lad de stumpe Penne tage Alt med hvad de mder paa Trivialitetens Vej, lad dem, i hvis Skrifter der ikke er Nerve og i hvis plumpe Hoveder der ikke er en egen Tanke, tage alt det med, som de Udvalgte lader ligge, men vr Du Aristokrat, den gode Literatur bestaar kun af Aristokrater saa havde han blandt sine Lsere en, i hvem (efter dennes eget Udsagn) hine Ord paa en sregen Maade slog ned, og det var en ung 22aarig Mand, som efter privat Forberedelse kun to Aar tidligere var blevet Student og nu i al Stilfrdighed dyrkede Botanik og skn Literatur i Kjbenhavn.