Brandes - HOVEDSTRØMNINGER I DET 19. AARHUNDREDES LITERATUR

Georg Brandes

HOVEDSTRMNINGER I DET 19. AARHUNDREDES LITERATUR

DEN ROMANTISKE SKOLE I TYSKLAND

Forelsninger, holdte ved Kjbenhavns Universitet i Foraarshalvaaret 1873.

SAMLEDE SKRIFTER

KJBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. Hegel og Sn)

1899

LFL's Bladfond 2008

Allen Gewalten
Zum Trutz sich erhalten,
Nimmer sich beugen...

Goethe.

At filosofere er at afflegmatisere, at levendegre.

Novalis.

INDHOLD

.

Romantikens Forberedelse

Hlderlin

A. W. Schlegel

Tieck og Jean Paul

Romantikernes sociale Forsg. Lucinde

Den romantiske Formaalslshed

Den til Lucinde svarende Virkelighed

Schleiermachers Breve

Wackenroder. Forhold til det Musikalske og Musiken

Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet

Romantisk Genfordobling og Sjlelre

Det romantiske Gemyt

Lngselen, den blaa Blomst

Arnim og Brentano

Mystiken i det romantiske Drama

Den romantiske Poesi og Politiken

Romantiske Politikere

INDLEDNING

Den Opgave at skildre Tysklands romantiske Skole i Sammenhng er for en Dansk en meget vanskelig og nedslaaende. Dette Stof er for det Frste overvldende stort, dernst mangfoldigt behandlet af tyske Forfattere og tilsidst ved Arbejdets Deling med en saadan Lrdom angaaende alle Enkeltheder, at det er umuligt for en Fremmed, hvem tilmed Kilderne langtfra altid er tilgngelige, i udtmmende Kundskab at hamle op med Landets egne Brn, der fra Barndommen af alt er hjemme i den Literatur, han i en Alder, hvor Massetilegnelsen er langt vanskeligere, skal lre at kende. Han maa da sge sin Styrke dels i den Bestemthed, hvormed han anlgger og bevarer sit personlige Synspunkt, dels i om muligt at udvikle Egenskaber, der er mindre fremtrdende hos Landets egne Forfattere. En saadan Egenskab er her den kunstneriske, jeg mener Evnen til at udvortesgre. Den tyske Natur er saa inderlig og dyb, at denne Evne ikke er hyppigt forekommende. Endelig er der et Element, som den Fremmede lettere opdager end den Indfdte, det er Racemrket, det i den tyske Forfatter, der betegner ham som Tysker. For den indfdte Betragter bliver det at vre tysk og det at vre Menneske altfor let Et og det Samme, da han er vant til i Reglen, hvor han behandler et Menneske, at have med en Tysker at gre. Den Fremmede forekommer meget paafaldende, hvis Ejendommelighed den Indfdte overser, fordi han er vant til at se det, og isr fordi han selv har det eller er det.

Her er mange Vrker at kendetegne, mange Personligheder at skildre. Min Opgave vil vre at skildre disse Personligheder og Vrker i saa skarp og sikker Profil, som det er mig muligt. Ingen kan medtage Alt. Kraftigt at belyse Helheden saaledes, at Hovedtrkkene springer frem og falder i jnene, det er mit nske. Jeg vil paa den ene Side strbe at tage Literaturhistorien saa menneskeligt som muligt, gaa saa dybt ned, som jeg kan, gribe de Sjlerrelser, der lngst tilbage, inderst inde forbereder og frembringer den hver Gang foreliggende Literatur. Og jeg vil paa den anden Side forsge at fremstille Resultatet i saa udvortes og haandgribelig Form som muligt. Kunde det lykkes mig at give den dulgte Flelse og den almene Tanke, der overalt ligger til Grund, l en njagtig og anskuelig Silhouet, da var min Opgave lst. Helst drev jeg altid Principet helt ud i Anekdoten.

Frst og fremmest frer jeg da overalt Litteraturen tilbage til Livet. Man vil allerede kunne se det deraf, at medens ldre Stridigheder i vor Literatur f. Eks. mellem Heiberg og Hauch, ja selv den bermte mellem Baggesen og Oehlenschlger har holdt sig paa et udelukkende literrt Omraade og er blevne til Ordskifte om literre Grundstninger alene, er Fejden mod det frste Bind af dette Vrk ikke alene ved Angribernes Uforstand, men lige saa meget ved Skriftets Natur kommen til at berre en Vrimmel af gudelige, sdelige og sociale Sprgsmaal. Den hjemlige Reaktion, som flte sig nrbeslgtet med den, det er min Agt at skildre og afslre, har forsgt at tilintetgre den Bevgelse, der gik ud paa at byde den Stangen. Der er imidlertid langt fra nogen Udsigt til, at dette vil lykkes. Franskmndene har et Ordsprog, som siger: Nul prince n'a tu son successeur (Ingen Fyrste har drbt sin Efterflger).

Men naar Literaturen fres tilbage til Livet, saa kan Fremstillingen og Forklaringen af Mennesker og Bger ikke blive nogen Salonliteraturhistorie. Jeg griber ned i det virkelige Liv og viser, hvorledes de Flelser, der faar deres Udtryk i Literaturen, opdukker i Menneskehjertet. Men Menneskehjertet er ingen stille Pyt og ingen idyllisk Skovs. Det er et Ocean med en undersisk Plantevkst og frygtelige Beboere. Salonliteraturhistorien som Salonpoesien ser i Menneskelivet en Salon, en pudset Balsal, Mbler og Mennesker lige polerede; Belysningen udelukker alle mrke Kroge. Lad den, som har Lyst, tage Tingene fra den Side, det er ikke min Sag. Som den, der vil botanisere, maa gribe om Brndenlder saavel som om Roser, saaledes maa den, der vil studere Literaturen, vnne sig til med Naturforskerens og Lgens uforfrdede je at se alle Former af Menneskevsenet i deres Forskellighed og deres indre Sammenhng. Om Planten stikker eller dufter, gr den ikke mere eller mindre interessant; men Botanikerens rolige Interesse parrer sig gerne og let med den rent menneskelige Glde ved Blomsternes Sknhed.

Idet jeg sjlegranskende flger de dybere Bevgelser i Literaturen fra Land til Land, forsger jeg at sammenpresse det flydende Stof ved en Paavisning af, hvorledes det fra Tid til anden krystalliseres i en eller anden tydelig og fattelig Type. Overfor denne Bestrbelse frembyder dette Tidehverv af tysk Literatur en overordenlig Vanskelighed. Det Typiske lader sig nsten ikke paapege, fordi det netop er denne Poesis Ejendommelighed at vre uden faste typiske Former. Den er ikke plastisk, men musikalsk. Den franske Romantik frembringer faste Skikkelser, den tyskes Ideal er ikke en Skikkelse men en Melodi, ingen enkelt Form men en uendelig Higen, og skal den benvne sin Lngsels Genstand, vlger den Udtryk som et hemmeligt Ord, en blaa Blomst, Skovensomhedens Trylleri. - Men disse Betegnelser er Stemningsudtryk, og til enhver Stemning svarer en bestemt Sindstilstand. Opgaven er at fre enhver Stemning, Flelse eller Lngsel tilbage til den Gruppe af Tilstande, hvortil den hrer. Tilsammen danner denne Gruppe en Sjl. Og med en kraftigt udprget Ejendommelighed staar en saadan Sjl i Literaturen som Reprsentant for mange, der levede uden selv at kunne skildre deres Vsen, men som genfandt deres Vsen i Skildringen. Saaledes vil maaske den Paavisning lykkes, at Karaktertypen ikke undslipper os, fordi Digteren giver sig til at male Landskab paa Landskab istedenfor at fremstille kraftige Personligheder, eller fordi han oplser sine Digte i den Grad i Musik, at han tilsidst kun bruger Allegro eller Rondo som Overskrifter, men at disse Landskabers ganske sregne Prg og Naturen af denne Ordmusik er et tydeligt Kendetegn paa en Sjlstilstand, der med tilnrmelsesvis stor Njagtighed lader sig bestemme.

I Indledningen til dette Vrk er Planen udviklet for det Arbejde, jeg har foresat mig: jeg vil skildre Aarhundredets

Literaturbevgelse, den spirende og stigende Reaktion, frst i dens Vsen, saa i dens Gang til dens Hjdepunkt; jeg vil saa vise, hvorledes den mdes af det fra det forrige Aarhundrede kommende frisindede Pust, der svulmer til en Storm og kaster Modstanden over Ende. Ikke at det nittende Aarhundredes Frisind nogensinde er i fuld Overensstemmelse med det attendes; heller ikke saaledes at forstaa, som om Digtekunstens Former eller Videnskabens Ideer nogensinde bar det foregaaende Aarhundredes Prg; hverken Voltaire, Rousseau eller Diderot, hverken Lessing eller Schiller, hverken Hume eller Godwin fejrer nogen Genopstandelse; men de bliver hvnede paa deres Modstandere.

I det Store og Hele betragtet er den tyske Romantik Reaktion. Som aandelig, poetisk-filosofisk Reaktion indeholder den ligefuldt talrige Spirer til ny Udvikling, utvivlsomme Frembringelser af den Fremskridtets Aand, der omdannende skaber Nyt, flyttende Skranker indvinder Jordsmon.