Kierkegaard - 3 opbyggelige taler

Sren Kierkegaard

Tre opbyggelige Taler

Danske Klassikere

DSL/Borgen

Kbenhavn 1989

SFA-89 2011

AfddeMichael Pedersen Kierkegaard,forhen Hosekrmmer her i Byenmin Faderhelliges disse Taler.

Forord

Skjnt denne lille Bog (som derfor blev kalden Taler ikke Prdikener, fordi dens Forfatter ikke har Myndighed til at prdike; opbyggelige Taler ikke Taler til Opbyggelse, fordi den Talende ingenlunde fordrer at vre Lrer), godt veed med mig selv, hvad dens Forfatter veed endnu bedre, at den er en Ubetydelighed, som, idet den vover sig ud, let kunde blive nedtraadt eller omkomme i den store Verden, eller blive opsnappet af en Rovfugl og aldrig naae sin Bestemmelse, saa lukkede jeg dog i Afskedens ieblik trstig min Dr uden Frygt, uden nogen ngstelig Sindets Bevgelse. Lille, som den er, smutter den vel igjennem, da den skjtter sig selv og gaaer sin Gang og passer sit rinde og kjender sin gaadefulde Vei - til den finder hun Enkelte, som jeg med Glde og Taknemmelighed kalder min Lser - til den finder, hvad den sger, hiint velvillige Menneske, der lser hit for sig selv, hvad jeg skriver i Stilhed, der med sin Stemme lser Skrifttegnenes Fortryllelse, med sin Rst kalder frem, hvad de stumme Bogstaver vel ligesom have paa Munden, men ikke formaae at udsige uden megen Mie, stammende og afbrudt, i sm Stemning frelser de fangne Tanker, der lnges efter Befrielse - hiint velvillige Menneske, som jeg med Glde og Taknemmelighed kalder min Tilflugt, der ved at gjre Mit til Sit gjr meer for mig end jeg gjr for ham. Og fandt den ham ikke, eller ikke saaledes, min Glde bliver dog: at udsende den; thi ligesom en Kling af Snee paa en Hstdag er et trofast Sendebud for den, som ham sender; han vederqvger sin Herres Sjl. (Ordsp. 25, 13.)

S.K.

Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed Ep l Pet.4,7-12.

Hvad er det, der gjor et Menneske stort, beundret af Skabningen, velbehageligt i Guds ine? Hvad er det, der gjor et Menneske strkt, strkere end hele Verden, hvad er det, der gjor ham svag, svagere end et Barn? Hvad er det, der gjor et Menneske urokkeligt, urokkeligere end Klippen, hvad er det, der gjor ham blod, blodere end Vox? - Det er Kjerlighed! Hvad er det, der er ldre end Alt? det er Kjerlighed. Hvad er det, der overlever Alt? Det er Kjerlighed Hvad er det, der ikke kan tages, men selv tager Alt? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der ikke kan gives, men selv giver Alt? Det er Kjerlighed Hvad er det, der bestaaer naar Alt svigter? Det er Kjerlighed Hvad er det, der troster, naar al Trost glipper? Det er Kjerlighed Hvad er det, der vedvarer, naar Alt omskiftes? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der bliver, naar det Ufuldkomne afskaffes? Det er Kjerlighed Hvad er det, der vidner, naar Prophetien forstummer? Det er Kjerlighed Hvad er det, der ikke aflader, naar Visionen ophorer? Det er Kjerlighed Hvad er det, der forklarer, naar den mrke Tale ender? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der lgger Velsignelse i Gavens Overflod? Det er Kjerlighed Hvad er det, der lgger Fynd i Engles Tale? Det er Kjerlighed Hvad er det, der gjor Enkens Gave til Overflod? Det er Kjerlighed. Hvad er det, der gjor den Eenfoldiges Tale til Viisdom? Det er Kjerlighed Hvad er det, der aldrig forandres, om end Alt forandres? Det er Kjerlighed; og kun denne er Kjerligheden, den, der aldrig bliver noget Andet. Thi ogsaa Hedningen priste Kjerligheden, dens Skjonhed og dens Magt; men hans Kjerlighed kunde blive til noget Andet, som han nsten priste hoiere. Kjerligheden var skjon, skjonnere end Alt; men Hvnen var sd, sodere end Alt. Og saa daarlig var Hedningens Tanke om Kjerligheden og om det Himmelske, saa selvkjrligt var Alt baade i Himlen og paa Jorden, at den Magt, der velvilligt skjnkede Menneskene Kjerlighedens Glde, misundeligt forbeholdt sig selv Hvnen, fordi den var det Sodeste. Hvad Under da, at Hvnen skjulte sig i al Hedningens Kjerlighed; at Angesten ikke var uddreven, om den end var glemt; hvad Under, at Fjenden arbeidede i Stilhed, selv naar Kjerligheden sov trygest, at Vreden lnlig sad paa Luur og speidede efter Anledning; hvad Under, at den pludselig brod frem i al sin Vildhed; hvad Under, at den fyldte Hedningens Sjl, der indsugede dens forbudne Sdme og derved forvissede sig om sit Slgtskab med det Himmelske! Hvad Under, at ingen Kjerlighed var lykkelig, som intet Menneske var det i Hedenskabet, for den sidste Time var kommen, der atter bittert kun formaaede at spotte et Menneske med den Forestilling, at han havde vret lykkelig! Hvad Under, at Sorg blandede sig i al Glde, at bestandig det nste ieblik, selv i Gldens ieblik, gik ngstende som Dodens Skikkelse forbi! Hvorledes skulde og en Hedning formaae at overvinde Verden; men formaaede han ikke dette, hvorledes skulde han da kunne vinde Verden!

Hvad er det, der aldrig forandres, om end Alt forandres? det er Kjerlighed, og kun denne er Kjerligheden, den, der aldrig bliver noget Andet Thi ogsaa den fromme Jode gav Kjerligheden Vidnesbyrd, men hans Kjerlighed var Foranderlighedens og Omskiftelsens Barn, og han vidste at hade sin Fjende. Overlod han end Hvnen til Herren, fordi den horer ham til, hans Sjl var dog ikke ukjendt med dens Sdme; thi ogsaa denne Bevidsthed er sod, at Herrens Hvn er forfrdeligere end al menneskelig Hvn, at Mennesket forbander sin Fjende, men at Herren forbander den Ugudelige og den Ugudeliges Slgt gjennem mange Led. Hvad Under da, at Angesten altid havde eet ie vaagent, selv naar Kjerligheden var mest sorgls; hvad Under, at Vreden, selv naar Kjerligheden mindst drmte derom, i al Stilhed sad og regnede efter over Givet og Modtaget, over Dit og Mit! Hvad Under, at ingen Kjerlighed var lykkelig, for den sidste Time kom, fordi forst da var Kjerlighedens uvisse Fordring fuldkommen indfriet.

Hvad er det, der aldrig forandres, om end Alt forandres? Det er Kjerlighed Og kun denne er Kjerligheden, der aldrig bliver til noget Andet, den, der giver Alt hen og af den Grund Intet har at fordre, den, der Intet fordrer, og derfor Intet har at tabe, den, der velsigner og velsigner, naar den forbandes, den, der elsker sin Nste, men hvis Fjende ogsaa er hans Nste, den, der overlader Hvnen til Herren, fordi den troster sig til, at han er endnu barmhjertigere.

Det er denne Kjerlighed, Apostelen Peter taler om i vor forelste Text, og som denne Kjerlighed mange Gange og paa mange Maader modtog et apostolisk Vidnesbyrd, saa vidner han atter her om dens Magt, idet han siger: Kjerlighed skal skjule Synders Mangfoldighed

Det er disse Ord, dette Vidnesbyrd, vi nrmere ville betragte, idet vi overveie, hvorledes Kjrlighed skjuler Synders Mangfoldighed?

Dog hvordan skulde vi tale herom? Skulde vi tale saaledes, at vi ikke gav os Tid til at dvle ved Ordene, fordi den blotte Lyd indeholdt en stille Bebreidelse, der vakte en Sorg efter dem, der fremkaldte en Strben hen til dem, til det Maal, der er sat ethvert Menneske at strbe til. Skulde vi tale saaledes, for at om muligt den Enkelte endnu i denne Stund maatte beslutte sig til at kjbe det beleilige ieblik; at Ordet, om muligt, maatte bevge den, hvem det traf staaende og ledig, til at begynde Lbet, den, hvem det traf paa Banen, til at fremskynde Lbet, den, hvem det traf i Lbet, til at haste og ile efter det Fuldkomne. Skulde vi tale saaledes som til Ufuldkomne? Skulde vi minde om, hvor sjeldent der vel endnu fandtes Den, der enten aldrig havde kjendt, eller aldeles glemt Verdens Brnelrdom, at Hvnen er sd; skulde vi minde om, at ethvert Menneske, naar han er redelig, kun altfor ofte griber sig selv i vidtlftigt, indtrngende, erfarent at kunne fortolke hiin srgelige Sandhed, at Hevnen er sd Skulde vi minde om, hvor sjeldent der vel endnu var den, der overlod Hevnen til Herren i den Fortrstning, at han havde en endnu mildere Forklaring af Skylden, en endnu barmhjertigere Dom over den; at han er strre end et Menneskes Hjerte; hvor ofte derimod ethvert redeligt Menneske maa tilstaae sig selv, at han just ikke gav Afkald paa Hvnen, fordi han overlod den til Herren. Skulde jeg minde om, hvor sjelden endnu der var den, der saaledes tilgav, at den angrende Fjende virkelig var hans Nste; den, der i sin Tilgivelse virkelig hvede Skillevgen, og ingen Forskjel vidste af, ikke at han selv var kaldet i den tidlige Morgen og Fjenden ved den ellevte Time, ikke at han kun var halvtredsindstyve Penninge skyldig, Fjenden de femhundrede. Skulde jeg minde om, hvor sjelden endnu der er Den, der elskede saaledes, at hans re, naar det gik Fjenden vel, ingen Misundelsens Hvidsken fornam, fordi hans Hjerte ikke kjendte Misundelse, elskede saaledes, at hans ie ikke fortrd Tilgivelsen, naar Lykken begunstigede hans Fjende; den, der elskede saaledes, at han, naar det gik hans Fjende ilde, havde glemt, at det var hans Fjende. Skulde vi advare mod det i Menneskenes ine mindre Skyldige, mod en vis snild Forstandighed, der listelig veed at opdage Menneskenes Feil, og som vel ikke misbruger sin Viden til at dmme, men som dog ved sin Nysgjerrighed ikke saa meget krnker Nsten som sinker sig selv. Skulde vi formane Enhver til at eftertragte hiin christelige Kjerlighed, fordi ethvert Menneske selv dog saa ofte trnger til Tilgivelse. Skulde vi formane ethvert Menneske at dmme sig selv og derover glemme at dmme Andre; advare mod at dmme og fordmme, fordi dog intet Menneske ganske kan gjennemskue et andet, fordi det dog stundom hndte, at Himlens Vrede ikke fortrede den, over hvem man nedkaldte den, men at Herren naadig og mild saae med Velbehag til ham i Lndom; skulde vi formane Enhver ikke ivrigt at nedkalde Vrede over en Anden, at han ikke ved sin Uforsonlighed skulde samle forfrdeligere Vrede over sig selv paa Dommens Dag.