Kierkegaard - Diapsalmata

Sren Kierkegaard

DIAPSALMATA

(UDDRAG)

SFA-89 2013

H vad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gemmer dybe Kvaler i sit Hjerte, men hvis Lber ere dannede sledes, at idet Sukket og Skriget strmme ud over dem, lyde de som en skn Musik. Det gr ham som de ulykkelige, der i Phalaris's Okse langsomt pintes ved en sagte Ild, deres Skrig kunde ikke n hen til Tyrannens re for at forfrde ham, for ham ld de som en sd Musik. Og Menneskene flokkes om Digteren og sige til ham: syng snart igen, det vil sige, gid nye Lidelser m martre Din Sjl, og gid Lberne m vedblive at vre dannede som forhen; thi Skriget vilde blot ngste os, men Musikken den er liflig. Og Recensenterne trde til, de sige: det er rigtigt, sledes skal det vre efter stetikens Regler. Nu det forstr sig, en Recensent ligner ogs en Digter p et Hr, kun har han ikke Kvalerne i Hjertet, ikke Musikken p Lberne. Se derfor vil jeg hellere vre Svinehyrde p Amagerbro og vre forstet af Svinene end vre Digter og vre misforstet af Menneskene.

* * *

Jeg taler helst med Brn; thi om dem tr man dog hbe, at de kan blive Fornuft-Vsener; men de, der ere blevne det Herre Jemini!

* * *

Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for strk en Bevgelse; jeg gider ikke g, det er for anstrengende; jeg gider ikke lgge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulde rejse mig op . igen, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke.

* * *

Der er som bekendt Insekter, der d i Befrugtningens jeblik, sledes er det med al Glde, Livets hjeste og yppigste Nydelses-Moment er ledsaget af Dden.

* * *

Foruden min vrige talrige Omgangskreds har jeg endnu een intim Fortrolig mit Tungsind; midt i min Glde, midt i mit Arbejde vinker han ad mig, kalder mig til en Side, om jeg end legemlig bliver til Stede. Mit Tungsind er den trofasteste Elskerinde, jeg har kencjt, hvad Under da, at jeg elsker igen.

* * *

Alderdommen realiserer Ungdommens Drmme: det ser man p Swift, han byggede i sin Ungdom en Drekiste, i sin Alderdom gik han selv i den.

* * *

Cornelius Nepos fortller om en Feltherre, der blev holdt indesluttet med et betydeligt Kavalleri i en Fstning, at han hver Dag lod Hestene piske, at de ikke skulde tage Skade af den megen Stillesten sledes lever jeg i denne Tid som en belejret; men for ikke at tage Skade af den megen Stillesidden grder jeg mig trt.

* * *

Jeg siger om min Sorg, hvad Engelskmanden siger om sit Hus: min Sorg is my castle. Mange Mennesker anse det at have Sorg for at vre en af Livets Bekvemmeligheder.

* * *

Det er derfor, at Aladdin" er s styrkende, fordi dette Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest forfljne nsker. Hvor mange er der vel i vor Tid, der i Sandhed tr nske, tr begre, tr tiltale Naturen hverken med et artigt Barns bitte, bitte, eller med et fortabt Individs Raseri? Hvor mange er der, som i Flelsen af, hvad der i vor Tid snakkes s meget om, at Mennesket er skabt i Guds Billede, har den sande Kommandostemme? Eller st vi alle der som Nureddin og bukke og skrabe ngstelige for at forlange for meget og for lidet? Eller nedsttes ikke efterhnden enhver storartet Fordren til en sygelig Reflekteren over Jeget, fra at krve til at krve sig, som vi jo opdrages og afrettes til.

* * *

Deri ytrer sig blandt andet Folke-Litteraturens uhyre poetiske Kraft, at den har Styrke til at begre. I Sammenligning med denne er vor Tids Begr p een Gang syndig og kedsommelig, fordi den begrer, hvad Nstens er. Hin er sig meget godt bevidst, at Nsten ejer lige s lidet det, den sger, som den selv gr det Og skal den begre syndigt, s er den s himmelskrigende, at den m ryste Mennesket Den lader sig intet afprutte af en ngtern Forstands kolde Sandsynlighedsberegninger. Endnu skrider Don Juan over Scenen med sine 1003 Elskerinder. Ingen vover at smile af rbdighed for Traditionens rvrdighed. Havde en Digter vovet det i vor Tid, da var han bleven udlet.

* * *

Ak, Lykkens Dr den gr ikke indad, s at man ved at storme ls p den kan trykke den op; men den gr udefter, og man har derfor intet at gre.

* * *

Mod har jeg til at tvivle, jeg tror om Alt; jeg har Mod til at kmpe, jeg tror med alt; men jeg har ikke Mod til at erkende noget; ikke Mod til at besidde, til at eje noget. De fleste klage over, at Verden er s prosaisk, at det gr ikke til i Livet som i Romanen, hvor Lejligheden altid er s gunstig; jeg klager over, at det ikke er i Livet, som i Romanen, hvor man har hrdhjertede Fdre, og Nisser og Trolde at bekmpe, fortryllede Prinsesser at befri. Hvad er alle sdanne Fjender tilsammentagne imod de blege, blodlse, sejglivede, natlige Skikkelser, hvilke jeg kmper med, og som jeg selv giver Liv og Tilvr.

* * *

Min Betragtning af Livet er aldeles meningsls. Jeg antager, at en ond nd har sat et Par Briller p min Nse, hvis ene Glas forstrrer efter en uhyre Mlestok, hvis andet Glas formindsker efter samme Mlestok.

* * *

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at vre det allerlatterligste at have travlt her i Verden, at vre en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Nr jeg derfor ser en Flue i det afgrende jeblik stte sig p en sdan Forretningsmands Nse, eller han bliver overstnket af en Vogn, der i endnu strre Hast krer ham forbi, eller Knippelsbro gr op, eller der falder en Tagsten ned og slr ham ihjel, da ler jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at le? Hvad udrette de vel, disse travle Hastvrkere? Gr det dem ikke, som det gik hin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildls i Huset reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets: store Ildebrand?

* * *

Jeg mangler overhovedet Tlmodighed til at leve. Jeg kan ikke se Grsset gro, men nr jeg ikke kan det, s gider jeg slet ikke set derp. Mine Anskuelser ere flygtige Betragtninger af en fahrender Scholastiker", der i strste Hast styrter gennem Livet Man siger, vor Herre mtter Maven fr jnene; det kan jeg ikke mrke: mine jne er mtte og kede af alt, og dog hungrer jeg.

* * *

Nr jeg str op om Morgenen, gr jeg straks i Seng igen. Jeg befinder mig bedst om Aftenen, i det jeblik jeg slukker Lyset, trkker Dynen over Hovedet Endnu engang rejser jeg mig op, ser mig med en ubeskrivelig Tilfredshed om i Vrelset og s god Nat, ned under Dynen.

* * *

Hvad jeg duer til? Til ingen Ting eller til hvad som helst Det er en sjlden Fermhed; mon den vil blive psknnet i Livet; Gud ved, om de Piger finde en Plads, der sge Kondition som Enepige eller i Mangel deraf som Hvadsomhelst.

* * *

Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrbelige som Kniplinger, de selv ynkvrdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at vre syndige. For en Orm vilde det mske kunne anses for Synd at nre sdanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber svnige; de gre deres Pligter, disse Krmmersjle; men tillade sig dog ligesom Jderne at beklippe Mnten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok s ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sjl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der fler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gennem alle Slgter, der synder man.

* * *

Min Tid deler jeg sledes: den halve Tid sover jeg, den anden halve drmmer jeg. Nr jeg sover, drmmer jeg aldrig, det var Synd; thi at sove det er den hjeste Genialitet

* * *

Det at vre et fuldkomment Menneske er dog det hjeste. Nu har jeg fet Ligtorne, det er dog altid noget til Hjlp.

* * *

Mit Livs-Resultat bliver slet intet, en Stemning, en enkelt Farve. Mit Resultat fr en Lighed med hin Kunstners Maleri, der skulde male Jdernes Overgang over det rde Hav, og til den Ende malede hele Vggen rd, idet han forklarede, at Jderne vare gede over, gypterne vare druknede.