Kierkegaard - Forord

Sren Kierkegaard

FORORD

udgivet af

J. L. Heiberg.

Til Grund for Texten er lagt Originaludgaven. Den er sammenlignet med Manuskriptet Universitetsbibliotheket, S. K's Papirer, Pakke 14:.

MORSKABSLSNING FOR ENKELTE STNDER EFTER TID OG LEILIGHED

af

NICOLAUS NOTABENE.

KJBENHAVN, 1844.

FAAES HOS UNIVERSITETSBOGHANDLER C. A. REITZEL.

Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.

Forord.

Det er en Erfaring, der ofte har bekrftet sig, at man ved en Ubetydelighed, en Smaating, en hensynsls Yttring, et ubevogtet Udbrud, en tilfldig Mine, en uvilkaarlig Gestus har faaet Leilighed til at stjle sig ind i et Menneske og opdage, hvad der havde unddraget sig den omhyggeligere Iagttagelse. For at imidlertid denne ubetydelige Bemrkning ikke skal vanarte og blive sig selv vigtig, forsager jeg ieblikkeligen at forflge den videre, og haster mit Forehavende nrmere. En Fortale er i Forhold til en Bog en Ubetydelighed; og dog skulde man ikke ved et omhyggeligere, sammenlignende Studium af Fortaler for godt Kjb kjbe Iagttagelsens Beleilighed! Der er i Videnskaben gjort saare Meget for at ordne Literaturen og anvise hver enkelt Forfatters Skrift sin Plads i Samtiden, og Samtidens i Slgtens; men Ingen tnker paa, hvad der var at vinde, hvis man kunde afrette en eller anden Literatus til blot at lse Fortaler, men gjre det saa fuldstndigt, at han begyndte fra de tidligste Tider og foer fort gjennem alle Aarhun-dreder indtil vore Dage. Fortalerne bre Prget af det Tilfldige ligesom Dialekter, Idiomer, Provincialismer; de ere i en ganske anden Forstand end Skrifterne underkastede Modens Herredmme, de vexle ligesom Kldedragterne. Snart ere de lange, snart korte, snart dristige, snart blysomme, snart stive, snart skjdeslse, snart bekymrede nsten angrende, snart selvtillidsfulde nsten fripostige, snart ikke ganske uden ie for Bogens Svagheder, snart slagne med Blindhed, snart anerkjendende disse bedre end nogen Anden; snart var Forordet Produktionens Fordraaber, snart en Eftersmag af den. Og alt dette er rent ceremonielt; selv en Forfatter, der i sit Skrift trodser Tiden, lemper sig dog i det Ubetydelige efter Skik og Brug o: i Forordet, og forsges derved i mangen for Iagttageren hist snurrig Collision om: hvorvidt og hvorledes. Jo mere jeg tnker derover, jo rigere et Udbytte synes mig et saa-dant Studium at love. Man tnke blot Modstningen: den grske Naivetet, der vilde afgive et ypperligt Grundlag for Fremstillingen af Resultaterne. Dog jeg standser denne Tankes Flugt, der formodentlig blot vilde fre mig paa Vildspor, da jeg mangler Apparat.

I den nyere Videnskab har Forordet faaet sit Banesaar. Fra dens Standpunkt seet kommer den ldre Forfatter let til at gjre en bedrvelig Skikkelse, som man ikke veed om man skal lee eller grde over, fordi hans Ubehjlpelighed i at komme til Sagen gjr ham comisk, og hans Naivetet, som var der Nogen, der brd sig om ham, gjr ham rrende. Nuomstunder kan en saadan Situation ikke gjentage sig; thi naar man begynder Bogen med Sagen og Systemet med Intet, saa skjnnes der ikke at blive noget tilovers at sige i en Fortale. Denne Tingenes Orden har givet Anledning til, at jeg er bleven opmrksom paa, at Forord er en ganske egen Art af literair Frembringelse, og da den puffes ud, er det paa den hie Tid at den emanciperer sig, ligesom alt Andet. Paa den Maade kan det endnu blive godt. Det Incommensurable, som man i ldre Tid nedlagde i Forordet til en Bog, kan nu finde sin Plads i et Forord, der ikke er Forord til nogen Bog. Saaledes troer jeg, at Striden er bilagt til gjensidig Contentement og Fornielse; kan Forordet og Bogen ikke spndes med hinanden, saa lad den Ene give den Anden Skilsmissebrev.

Den nyeste videnskabelige Methode har gjort mig opmrksom paa, at det maatte komme til et Brud; min Fortjeneste bliver det, at gjre Alvor af det med Brudet; her nu blot et Phnomen, der tyder hen paa den dybere Grund. Enhver sthetisk udviklet Forfatter har vist havt ieblikke, hvori det ikke vilde lyste ham at skrive en Bog, men hvor han ret gad skrive et Forord til en Bog, ligegyldig om den var af ham selv eller af en Anden. Dette tyder paa, at Forordet er vsentlig forskjelligt fra Bogen, og at det at skrive et Forord er noget ganske Andet end at skrive en Bog; thi i modsat Fald vilde Trangen enten kun yttre sig, naar man havde skrevet en Bog, eller naar man tnkte sig at ville skrive den, saaledes som man overfladeligen tnker sig det, og derfor opkaster det Sprgsmaal. om man skal skrive Forordet frst eller sidst. Saa

Systemet med Intel] som den Hegelske Philosophi.

snart man imidlertid er i et af disse Tilflde, saa har man enten havt en Sag, eller tnker sig at have den. Men naar man nu ogsaa uden dette kan vre i Lysten efter at skrive et Forord, saa indsees let, at dette ikke maa handle om en Sag, thi i saa Fald bliver Forordet selv en Bog, og Sprgsmaalet om Forordet og Bogen skubbet tilbage. Forordet som saadant, det emanciperede Forord, maa da ingen Sag have at afhandle, men handle om Intet, og forsaavidt det synes at behandle Noget og handle om Noget, maa dette dog vre en Tilsyneladelse og en fingeret Bevgelse.

Hermed er Forordet bestemmet reent lyrisk og bestemmet efter sit Begreb, medens Forordet i vulgair og traditionel Forstand er en Ceremonie efter Tid og Sd. Et Forord er Stemning. At skrive et Forord er ligesom at hvsse Leen, ligesom at stemme Guitaren, ligesom at snakke med et Barn, ligesom at spytte ud af Vinduet. Man veed ikke, hvorledes det gaaer til, Lysten kommer paa Een, Lysten efter eventyrligen at zittre i Produktivitetens Stemning, Lysten efter at skrive et Forord, Lysten efter disse leves sub noctem susurri. At skrive et Forord er ligesom at ringe paa en Mands Dr for at gjkke ham; ligesom at gaae en ung Piges Vindue forbi og see paa Brostenene, det er ligesom at slaae med sin Stok i Luften efter Vinden, ligesom at svinge med Hatten, uagtet man Ingen hilser. At skrive et Forord er ligesom at have gjort Noget, der berettiger til at fordre en vis Opmrksomhed; ligesom at have Noget paa Samvittigheden, der frister Fortroligheden; ligesom at inclinere i Dandsen, skjndt man ikke bevger sig, ligesom at lgge den venstre Schenkel flad an, stramme Tmmen til Hire, hre Gangeren sige: Pst, og selv blse hele Verden et Stykke, det er ligesom at vre med uden at have den mindste Gene af, at man er med, ligesom at staae paa Valdbybakke og see efter Vildgssene. At skrive et Forord er ligesom at vre ankommen med Dagvognen til den frste Station, holde i det mrke Skuur, anende, hvad der skal vise sig, see Porten og dermed Himlen aabnet, skue for sig Landeveien, der bestandigen har mere foran sig, ine Skovens forventende Hemmelighed, Fodstiens forfreriske Forsvinden; hre Posthornets Lyd og Echos vinkende Indbydelse, hre Kudskens vldige Smeld, og Skovens forvirrede Gj en tagelse, og de Reisendes muntre Samtaler. At skrive et Forord

leves sub noctem susurri] sagte Hvisken, naar Natten falder paa (om et Stvnemde, Horats, Oder I 9, 19, hvor der dog staar lenes, ikke leves). Sml. Efterl. Pap. 183343 S. 218.

er ligesom at vre ankommen, at staae i den hyggelige Stue, hilse paa Lngselens fornskede Skikkelse, sidde i Lnestolen, stoppe Piben, tnde den og have saa uendeligt Meget at tale med hinanden om. At skrive et Forord er ligesom at mrke paa sig selv, at man er ifrd med at blive forelsket, Sjelen sdt uroliget, Gaaden opgiven, enhver Hndelse et Vink om Forklaringen. At skrive et Forord er ligesom at bie Grenen tilside i Jasminhytten og see hende, der sidder i Ln: min Kjerlighed. Saaledes o! saaledes er det at skrive Forord; og hvorledes er Den, der skriver det? Han gaaer ud og ind mellem Menneskene som en Gjk i Vinteren og en Nar om Sommeren, han er god Dag og Farvel i een Person, altid glad og sorgls, forniet med sig, ret en letsindig Dgenicht, ja en umoralsk Person, thi han gaaer ikke paa Brsen for at skrabe Penge sammen, men gaaer kun derigjennem; han taler ikke paa Generalforsamlinger, fordi Luften er for indesprret; han udbringer ikke Skaaler i noget Samfund, fordi man skal gjre Anmeldelse flere Dage iforveien; han render ikke render for Systemet; han afbetaler ikke Statsgjelden, ja han bliver end ikke alvorlig derover; han gaaer gjennem Livet som en Skomagerdreng gaaer flitende gjennem Gaden, selv om Den, der skal bruge Stvlerne, staaer og venter, saa maa han vente, saa lnge der er en eneste Glidebane tilbage, eller det mindste See vrdige at opdage. Saaledes, ja saaledes er Den, der skriver Forord.