HEIBERG Johan Ludvig - Søren Kierkegaards Samlede Værker udgivne af A. B. Drachmann, J. L. Heiberg og H. O. Lange. Bd. 11. Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger. Sygdommen

Sren Kierkegaard

Yppersteprsten - Tolderen - Synderinden

SFA-89 2012

Forord

Hiin Enkelte, hvem jeg med Glde og Taknemlighed kalder min Lser, modtage Gaven. Vistnok er det at give saligere end det at modtage; men er dette saa, er jo just den Givende i een Forstand den Trngende, trngende til den Salighed at give; og naar saa er, er jo Dens Velgjerning den strste, Dens, der modtager - og saa er det jo dog saligere at modtage end at give.

Han modtage den! Hvad jeg forste Gang, da jeg udsendte den lille Bog, der (jvf To opbyggelige Taler 1843 Forordet) blev sammenlignet, og ogsaa bedst kunde sammenlignes med en ubetydelig lille Blomst, i Skjul af den store Skov, hvad jeg den Gang troede at see, det seer jeg atter hvorledes hun Fugl, som jeg kalder min Lser, pludselig faaer ie paa den, kaster sig ned paa sin Vinge, plukker den af og tager den til sig, eller, fra den anden Side og i et andet Billede, jeg seer attter hvad jeg den Gang saae, hvorledes den lille Bog gaaer sin Gang ad eensomme Veie eller eensom ad de alfare ..... indtil den endelig trffer hiin Enkelte, hvem jeg kalder min Lser, hiin Enkelte, hvem den sger, efter hvem den ligesom udstrkker sine Arme: det er, jeg saae og seer, at den lille Bog modtages af hun Enkelte, hvem den sger, og som sger den

Frst i September 1849.
S.K.

I.

Hebr.IV, 15

Bn

Hvor skulde vi gaae hen, hvis ikke til Dig, Herre Jesus Christus! Hvor skulde den Lidende finde Medlidenhed, hvis ikke hos Dig, og hvor den Angergivne, ak, hvis ikke hos Dig, Herre Jesus Christus!

Hebr. IV, 15. Thi vi have ikke en Ypperste-Prst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrbeligheder, men en saadan, som er forsgt i alle Ting i lige Maade, dog uden Synd.

Min Tilhrer, hvad enten Du selv har vret, muligt er, en Lidende, hvad eller Du har lrt Lidende at kjende, maaskee i den skjnne Hensigt at ville trste: dette har Du vistnok ofte hrt, dette der er Lidendes almindelige Klage Du forstaaer mig ikke, o, Du forstaaer mig ikke, Du stter Dig ikke i mit Sted; var Du i mit Sted, eller kunde Du stte Dig i mit Sted, kunde Du ganske stte Dig i mit Sted, og altsaa ganske forstaae mig, saa vilde Du tale anderledes. Du vilde tale anderledes, dette vil efter den Lidendes Mening sige, ogsaa Du vilde indsee og forstaae, at der ingen Trst er.

Altsaa dette er Klagen; den Lidende klager nsten altid over, at Den, der vil trste ham, ikke stter sig i hans Sted. Vistnok har ogsaa den Lidende bestandigt nogen Ret; thi intet Menneske oplever ganske det Samme som et andet Menneske, og selv om saa var, det er nu engang den almindelige og flles Grndse for hvert Menneske srligen, ikke ganske at kunne stte sig i et andet Menneskes Sted, selv med sin bedste Villie ikke ganske at kunne fornemme, fle, tnke som et andet Menneske. Men i en anden Forstand beholder den Lidende Uret, forsaavidt han vil, at dette skal betyde, at der ingen Trst er for Lidende; thi det kunde jo ogsaa betyde, at hver Lidende skal sge at finde Trsten i sig selv, det er hos Gud. Det var vel slet ikke Guds Villie, at det ene Menneske skulde kunne finde fuldstndig Trst hos det andet; det er tvertimod Guds velbehagelige Villie, at hvert Menneske skal sge den hos ham, at, naar de Trstegrunde, som Andre byde, blive ham smaglse, at han saa sger til Gud, flgende Skriftens Ord: haver Salt i Eder selv og holder Fred med hverandre. O, Du Lidende, o, og Du, som maaskee oprigtigt og velmeent nsker at trste: strider dog ikke den unyttige Strid med hinanden! Du Medlidende, viis Du sand Medlidenhed, ved ikke at gjre Fordring paa ganske at kunne stte Dig i den Andens Sted; og Du Lidende, viis sand Skjnsomhed ved ikke at fordre det Umulige af den Anden - der er jo dog Een, der ganske kan stte sig i Dit som i enhver Lidendes Sted: den Herre Jesus Christus.

Derom tale de forelste hellige Ord. Vi have ikke en Yppersteprst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrbeligheder, det er, vi have en saadan, som kan have Medlidenhed med vore Skrbeligheder; og videre vi have en saadan, som er forsgt i alle Ting i lige Maade. Dette er nemlig Betingelsen for at kunne have sand Medlidenhed - thi den Uerfarne og Uforsgtes Medlidenhed er Misforstaaelse, oftest en for den Lidende mere eller mindre besvrlig og saarende Misforstaaelse - dette er Betingelsen, at vre forsgt i lige Maade. Naar saa er, saa kan man ogsaa ganske stte sig i den Lidendes Sted; og naar man er forsgt i alle Ting i lige Maade, saa kan man stte sig ganske i enhver Lidendes Sted. En saadan Yppersteprst have vi, der kan have Medlidenhed Og at Han maa have Medlidenhed, det seer Du jo deraf, at det var af Medlidenhed, at Han blev forsgt i alle Ting i lige Maade: Medlidenhed var det jo der bestemte Ham til at komme til Verden; og det var atter Medlidenhed, det var for at kunne have sand Medlidenhed, at Han, efter fri Beslutning, blev forsgt i alle Ting i lige Maade, Han som ganske kan stte sig og ganske satte sig i Dit, i mit, i vort Sted.

Derom ville vi tale i det foreskrevne korte ieblik.

Christus satte sig ganske i Dit Sted. Han var Gud og blev Menneske - saaledes satte han sig i Dit Sted. Det er jo nemlig hvad sand Medlidenhed saa gjerne vil, den vil saa gjerne ganske stte sig i den Lidendes Sted for ret at kunne trste. Men det er tillige hvad menneskelig Medlidenhed ikke formaaer; kun guddommelig Medlidenhed formaaer det - og Gud blev Menneske. Han blev Menneske; og Han blev det Menneske, der af Alle, Alle ubetinget har lidt meest; der var aldrig fdt, der skal eller kan aldrig fdes det Menneske, der skal lide som Han. O, hvilken Betryggelse for Hans Medlidenhed, o, hvilken Medlidenhed at give en saadan Betryggelse! Medlidende aabner Han sin Favn for alle Lidende; kommer hid, siger Han, Alle I, som lide og ere besvrede; kommer hid til mig, siger Han: og Han indestaaer for hvad Han siger, thi Han - dette er Indbydelsen anden Gang - Han var ubetinget den meest Lidende. Stort allerede om menneskelig Medlidenhed vover sig til at lide nsten lige saa meget som den Lidende: men af Medlidenhed, for at sikkre Trsten, at lide uendelig mere end den Lidende, hvilken Medlidenhed! Den menneskelige Medlidenhed gyser dog gjerne tilbage, bliver helst, deeltagende, paa den trygge Strandbred; eller om den vover sig ud, den vil dog ikke gjerne gaae slet saa langt ud som der, hvor den Lidende er: men hvilken Medlidenhed at gaae lngere ud! Du Lidende, hvad fordrer Du? Du fordrer, at den Medlidende skal ganske stte sig i Dit Sted: og Han, Medlidenheden, Han satte sig ikke blot ganske i Dit Sted, Han kom til at lide uendelig meget mere end Du! O, for en Lidende seer dette maaskee stundom, mismodigt, nsten saa forrdersk ud, at Medlidenheden holder sig lidt tilbage: men her, her er Medlidenheden bag ved Dig i den uendelig strre Lidelse!

Han satte sig, Han kan stte sig ganske i Dit Sted, Du Lidende, hvo Du end er. - Er det timelig og jordisk Bekymring, Armod, Sorg for Udkommet og hvad dertil hrer: ogsaa Han har lidt Hunger og Trst, og just i de vanskeligste ieblikke af Hans Liv, hvor Han tillige kjmpede aandeligt, i rkenen og paa Korset; og til daglig Brug eiede Han ikke mere end Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen - saa meget eier dog vel ogsaa den Fattigste! Og Han, der blev fdt i en Stald, svbt i Klude, lagt i en Krybbe, Han havde sit Liv igjennem ikke det, hvortil Han kunde hlde sit Hoved - saa meget Huusly har dog vel ogsaa den Huusvilde! Skulde Han saa ikke ganske kunne stte sig i Dit Sted og forstaae Dig! - Eller er det Hjertesorg: ogsaa Han havde engang Venner, eller rettere, Han meente engang at have dem; men da saa Afgjorelsen kom, da forlode de Ham alle, dog nei ikke alle, der blev to tilbage, den ene forraadte Ham, den anden fornegtede Ham! Ogsaa Han havde engang Venner, eller Han meente engang at have dem, de sluttede sig saa nr til Ham, de stredes endog om, hvo der skulde indtage Pladsen paa Hans hire og hvo paa Hans venstre Side, indtil saa Afgjrelsen kom, og Han, istedetfor at hves til Thronen, ophiedes paa Korset: da bleve tvende Rvere mod deres Villie tvungne til at indtage den ledige Plads ved Hans hire og den ledige Plads ved Hans venstre Side! Mener Du ikke, at Han kan ganske stte sig i Dit Sted! - Eller er det Sorg over Verdens Ondskab, over hvad Modstand Du og det Gode maa lide, dersom det ellers blot er ganske vist, at det i Sandhed er Dig, der vil det Gode og Sande: o, i denne Henseende vilde Du, et Menneske, dog vel ikke vove at sammenligne Dig med Ham, Du, en Synder, dog vel ikke vove at sammenligne Dig med Ham, den Hellige, der frst oplevede disse Lidelser - saa Du i det Hieste kan lide i Lighed med Ham - og evigt helligede disse Lidelser - altsaa ogsaa Dine, hvis Du ellers lider i Lighed med Ham - Han, som blev foragtet, forfulgt, forhaanet, bespottet, bespyttet, hudflettet, mishandlet, martret, korsfstet, forladt af Gud korsfstet under almindelig Jubel: hvad Du end har lidt, og hvo Du end er, mener Du ikke, at Han ganske kan stte sig i Dit Sted! - Eller er det Sorg over Verdens Synd og Ugudelighed, Sorg over, at Verden ligger i det Onde, Sorg over, hvor dybt Mennesket faldt, Sorg over, at Guld er Dyd, at Magt er Ret, at Mngde er Sandhed, at kun Lgn har Fremgang, og kun det Onde seirer, at kun Selvkjerlighed elskes, at kun Middelmaadighed velsignes, at kun Klogskab agtes, at kun Halvhed anprises, og kun Usselhed lykkes: o, i denne Henseende vilde Du, et Menneske, dog vel ikke vove at sammenligne Din Sorg med den Sorg, der var i - Verdens Frelser, som skulde Han ikke ganske kunne stte sig i Dit Sted! - Og saaledes i Henseende til enhver Lidelse.