Heiberg - Et live genoplevet i erindringen

Johanne Luise Heiberg

Et liv genoplevet i erindringen

Kbenhavn

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

1944

Bind 1

FRSTE DEL

1812-42

"De samle sig, lig underfulde Drmme,

De rige Minder fra en svunden Vr,

Lig gyldne Skyer, som p Himlen svmme,

Skjndt Solen under Horizonten ster."

Johan Ludvig Heiberg.

DE FRSTE BARNDOMSR.

AF mine Forldres ni Brn var jeg det nstyngste. Min Moder, Henriette Hartwig, var fra Frankfurt, hvorfra hun og en ldre Sster flygtede en Morgenstund, barbenede, i en Alder af tolv og fjorten r, for at undfly en hrd og ubarmhjertig Stifmoders strenge Behandling; hun var en Sster til deres virkelige Moder, som Dden havde bervet dem i deres frste Barndomsr, en Moder, som de bestandigt mindedes med den inderligste Kjrlighed. Brnene nede Hamborg ved at tigge sig frem. Her gave de sig Begge til at tjene for deres Brd og vare heldige nok til at trffe p gode Herskaber, der havde Medlidenhed med deres Ungdom og forladte Stilling. Efter fem til sex r fulgte min Moder med sit Herskab, der satte stor Pris p hende, til Kjbenhavn. Her gjorde hun Bekjendtskab med min Fader, Christian Heinrich Ptges, der var Vinkyper. Ogs han var en Tysker af Fdsel og var vandret ud fra Clln for at undg Krigstjenesten. Da han havde s meget, at de kunde gifte sig, nedsatte han sig i Kjbenhavn som Vinhandler. I Bombardementet 1807 mistede de Alt, og da han ikke se sig istand til at begynde forfra, forsgte han sig som Vrtshusholder. Nu gik deres Liv hen i Fattigdom og Trngsler; de flyttede fra Sted til Sted for at prve Lykken, som imidlertid udeblev. Da det ikke vilde g i Byen, flyttede de ud p en af Broerne og fstede en Leilighed p Nrrebro i et Hus, som var bekjendt under Navnet "Lille Ravnsborg". Her blev jeg fdt i 1812, den 22de November.

Det var som bekjendt en meget streng Frost denne Vinter, hvilket ikke alene Napoleons Soldater, men ogs min stakkels Moder fik at fle. Hun har ofte i senere r fortalt, at Vrelset, hvori hun l, var s fugtigt, at der l tyk Is under hendes Barselseng. Da hendes Hnders Gjerning var uundvrlig i Huset, mtte hun efter f Dages Leie st op og tildrog sig derved en heftig Feber, som i lngere Tid tvang hende til atter at holde Sengen. Man var nu i stor Forlegenhed med mig, og havde ikke en Nabokone, som tilfldigvis ogs havde fdt et Barn p samme Tid, tilbudt min Moder at dele sin Mlk mellem hendes Barn og sit eget, var jeg vel omkommet af Mangel p Pleie. ret efter fdte min Moder atter en lille Pige, den Yngste og Sidste af mine Forldres Brn. Da hun oftere vil forekomme i mit Levnet, vil jeg nvne hendes Navn:Amalie. Efter nogle rs forgjves Anstrengelse kunde mine Forldre heller ikke erhverve det Forndne til Livets Ophold her og besluttede derfor at forlade Kjbenhavn. Officererne ved andet jyske Regiment, som tidligere havde spist i Middagsabonnement hos mine Forldre, fik i Sommeren 1816 Garnison i lborg, og da Regimentet nu blev forlagt til Jylland, foreslog min Moder at reise derover, for at de atter kunde spise hos hende, hvis Mad lod til at have behaget dem. Det blev da besluttet, at min Fader for det Frste skulde blive i Kjbenhavn, hvor han havde et lille Erhverv hos forskjellige Vinhandlere ved Aftapning af Vine; min Moder skulde da frst prve i lborg, hvorledes det vilde g med den nye Plan, inden min Fader opgav, hvad han havde i Kjbenhavn.

Hun reiste da med alle os sm Rollinger p en lille Preskude til lborg. Vi lede meget Ondt underveis, og min Moder har ofte i senere r med Trer i inene fortalt os om sin Nd og Forladthed i hin Tid, og med hvilket tungt Hjerte hun ankom i den fremmede By. Her fstede hun nu en temmelig stor Leilighed, hvilket var ndvendigt, nr de Mange af Regimentet skulde spise sammen. Jeg ser endnu Huset for mine ine med sin temmelig hie Stentrappe, som frte ned til Gaden; langs med den lb en Canal, ved Foden af Trappen en bred Rendesten. Jeg var dengang mellem tre og fire r. Liggende p alle Fire ved denne Rendesten, rodende med en Pind i samme, vaktes jeg frste Gang til Bevidsthed om mit eget Jeg i dette Liv. Jeg husker tydeligt, hvorledes jeg pludseligt se i Veiret, skamfuld trrede mine Fingre af og tnkte: "Hvis Nogen ser dig liggende sledes her, da er det vist en Skam for dig." Fra denne Dag af holdt jeg mig til Trappen, ved hvis Sider der p Grund af den ringe Frdsel groede Grs. I disse Grsstr se jeg nu de deiligste Blomster; undertiden ogs store Trer, hvori jeg se Fugle, Engle, kort Alt, hvad jeg vilde se. Altid udvede jeg mine Lege ene; aldrig meddelte jeg Nogen, hvad der sysselsatte mine Tanker. "Hun gr s stille og tosser om", hrte jeg ofte min Moder og mine ldre Sskende sige. Ogs havde jeg en anden forunderlig Passion. Nr jeg sad ved min kjre Stentrappe, havde jeg ofte bemrket, at i fugtigt Veir kom Regnormene krybende frem af Jorden; heraf sluttede jeg, at de Stakler lngtes efter at blive vaskede; for at hjlpe dem s godt jeg kunde med at f dette nske opfyldt, gravede jeg ofte hele Timer i Jorden og samlede s mange sammen som muligt. Jeg kunde have et helt Ngle af Orme; disse vaskede jeg af p det omhyggeligste, skyllede dem i flere Hold Vand, indtil de vare ganske rene, og puttede dem s atter ned i Jorden, forvisset om at have gjort en god Gjerning. Med slige stille, beskedne Glder gik mine frste Barndomsr hen.

Ved andet jyske Regiment var en Underofficer ved Navn Zangenberg. Denne Mand underviste Byens Brn i Dans, og til dette iemed havde han leiet en stor Sal hos min Moder med den Forpligtelse, at han skulde tage hendes to yngste Brn, min Sster Amalie og mig, med i sine Dansetimer. Han fandt, at jeg havde et ualmindeligt Talent for Dansen, og kastede sin srdeles Opmrksomhed p mig. Tilsidst kunde han ikke undvre mig ved sine Informationer hos Byens fornemmere Brn, der holdtes i deres eget Hjem. Han udbad sig derfor hos de elegante Familier, at han mtte tage en lille Pige af sine Elever med for at vre ham behjlpelig med at fre Brnene an. Min Moders Tilladelse hertil fik han let, da hun anse det for en re, der vederfores hende og mig. I slet Veir sendte man ofte en stadselig Karet efter ham, og jeg husker grant, hvorledes han og jeg da kjrte sammen, og hvorledes jeg med Ydmyghed sad ved hans Side og neppe turde trkke mit Veir, som om jeg havde siddet hos Kongen selv. I et af disse elegante Huse begyndte min frste Sorg. Der var nemlig i et af dem en lille stakkels pukkelrygget Dreng, der havde fattet stor Godhed for mig og altid kun vilde danse med mig. Dette morede de Voxne, og de kaldte mig nu altid i Spg for hans Kjreste. Men for mig var det ingen Spg; med Rdsel se jeg dette lille fle Vsen nrme sig mig og skjlvede for, at jeg virkelig skulde bindes til ham og blive hans Kjreste, uagtet jeg neppe vidste, hvad dette vilde sige. Mange svnlse Ntter voldte denne Spg mig, og jeg kom bestandigt med Skrk i dette Hus, hvor jeg var s velkommen. En Skrk, jeg havde kunnet spare mig, thi uagtet hans Pukkel vilde den fornemme Familie neppe valgt mig fattige Barn til Ledsagerske for deres Sn p Livets Bane; uden at tale om, at han var syv og jeg sex r, s der var i alt Fald ikke nogen nr Udsigt til en Forening, - men hvad kan ikke ngste et Barn af en tungsindig Character, og en sdan var alt i de unge r trdt tydeligt frem hos mig. I Forret 1820 forlagdes andet jyske Regiment atter til Kjbenhavn, og efter et Ophold af fire r vendte mine Forldre (min Fader var imidlertid ogs kommen til lborg) i den Anledning atter tilbage til Kjbenhavn, og en Sten faldt fra mit Bryst, da vi p Skibet droge bort uden den pukkelryggede Dreng. Jeg havde i lang Tid gldet mig i Stilhed til at komme til Kjbenhavn, thi jeg havde hrt min Fader sige, at en Bekjendt af ham havde leiet os en Bolig i Grnnegade. Derved opstod tusinde Phantasier hos mig, hvorledes jeg der skulde plukke Blomster. Jeg tnkte mig det som en Mulighed, at jeg kunde f en Dukkevogn, og at jeg i den kunde kjre Grs, anlgge sm Haver, plante store Trer, hvori Fuglene kunde sidde og synge o. s. v.; thi at Verden kunde vre s ondskabsfuld at kalde en Gade for Grnnegade, hvori der ikke fandtes eet Grsstr, endsige Andet, faldt mig intet ieblik ind. Man tnke sig derfor min Skrk og min Skuffelse, da vi arriverede til Grnnegade! Jeg grd bitterligt over mit feilslagne Hb uden dog at betro Nogen Grunden til min Smerte.