MATHILDE Fibiger - Et Besøg. Nye Breve af Forfatterinden til Clara Raphael (Mathilde [Fibiger])

Mathilde Fibiger

Et Besg.

Nye Breve

Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel.

Kjbenavn.1851.

SFA-89 2012

(Lettere omarbejdet til nutidig stavemde)

Gud er Kjrlighed, og hvo der bliver i Kjrlighed, bliver i Gud, og Gud i ham.

Dens Bittterhed er sd,

Dens Kval er Glde

Og det er Sorgens Dd

For den at grde!

Frste Brev.

Til mine Lserinder.

Jeg har kaldt denne personlige Henvendelse til Eder et Besg, thi ved at begynde dette Brev, det frste af den Samling, jeg har isinde at sende Eder, er jeg tilmode, som om jeg, efter lang Tvivlrdighed, endelig havde besluttet mig til at aflgge et Besg, der er af stor Vigtighed for mig; jeg har ringet p, og venter nu med urolig Bevgelse at Dren skal bnes. Endnu kunde jeg vende om! tilhvister en ngstelig Flelse mig - men for seent! Det frste Skridt er gjort, og jeg har forsvoret, nogensinde at ge tilbage.

S ster jeg da i Tankerne, midt iblandt Eder, og strber at staffe mit Blik et Hvilepunct i denne brogede Vrimmel, der ved frste iekast fremstiller sig for mig som en uhyre stor Lirekasse, hvor Dukkerne dreie sig rundt i naturlig Takt, efter Liremandens (Modens) Spil. Tilgiv mig! Jeg veed jeg handler upolitisk, ved at pdrage mig Eders Uvenskab i samme ieblik som jeg netop inderligt nsker at vinde det Modsatte; men da man s ofte hrer Eder erklre at Politik er noget, Damerne ikke skulle befatte sig med, tnker jeg nok vi kunne blive gode Venner, uden at jeg med diplomatisk Forsigtighed behver at bestikke Eders Forfngelighed for gjennem den at skaffe mig Adgang til Eders Fortroliged.

Dog, jeg beder endnu engang om Forladelse, thi jeg har taget feil! Jo mere jeg seer p Eder, jo tydeligere bliver det, at det er Mennesker, jeg har for ie, og at Eiendommeligheden skimter frem hos Enhver, skjndt meer eller mindre psfaldende, og jeg erkjender tilsidst med Glde at ikke to af disse ensartede Vsener, ere ganske ens. Min Interesse er vakt; jeg fortaber mig i Beskuelsen, og hvad der, ved frste Blik viste sig ensartet og mechaniskt, udvkler sig ved den nrmere Betragtning, til en stor Mangfoldighed.

Dog, jeg seer ikke alene - jeg sees! Derom mindes jeg kun altfor tydeligt af de spodske, stive Blik, af de foragtende Smiil, som mdte mig fra alle Kanter, og, trods al min Dristighed, indgyde mig en Flelse af Hblshed, som jeg ellers kun ex lidt bekjendt med. Hvad vil jeg i denne kreds? tnker jeg med et Suk, og er allerede p Vei til at bryde mit overilede Lfte om aldrig at ge tilbage, da jeg, idet jeg vender Hovedet mod Vinduet, hvorfra Guds klare Himmel vinker mig, pludseligt mdes af et Blik, der, om det ikke er Himlen, dog har modtaget, og gjenstrler noget af dens skyfrie, venlige Klarhed. Hvad kan Vre s skjnt som en Kvindes Blik, - og hvad igjen kan gjre et s isnende, uhyggeligt Indtryk!? For et Par ines Skyld, som dem, der nylig fe ind i mine med tillidsfuld, forstende Mildhed, vilde jeg sige et evigt Farvel til mine Luftslotte, og for Livstid boe og bygge iblandt Eder. Hvormeget mere Opmuntres jeg da ikke dertil, ved at see mange lignende Stjerner strle frem, som alle venligt tilvinke mig et Velkommen!

Men selv hos dem af Eder, der betragte mig med de bedste ine, seer jeg en vis Forundring over min Opfrsel udtrykt, et nske om at jeg skal erklre hvorfor jeg er kommen, og hvad jeg vil. Det er en billig Fordring, som jeg skal gjre mig al Umage for at tilfredsstille.

Troe ikke, at jeg vil stille mig p en Piedestal, og holde Taler for Eder. En sdan Idee have I muligviis fet ved mit tidligere yttrede Forst, at indvie mit Liv til en Kamp for Kvindens Frigjrelse. Jeg har jo altid sagt vi, ikke I, nr jeg talte om Kvinderne, og derved vist at jeg ikke stiller mig udenfor, men midt iblandt Eder, og allerhelst vil virke i Forening med Eder, for den sag jeg bekjender mig som Tilhnger af. Det er ikke i mine Tanker mig, den Frie, der kal ftigjre Eder, men os, der tilsammen skulle tilkjmpe os Guds Brns herlige Frihed, ved i nd og Sandhed at medvirke til hans Riges Udbredelse p Sorden. Nr Talen er om Godt og Ondt, kan jeg aldrig tnke mig nogen Adstillelse mellem mit og Dit. Al Verdens Sorg er min Sorg, dens Synd min Synd. Jeg kan ikke blive salig slnge eet Menneske er usaligt, for mig er der ingen Frihed opnet, fr Alles Lnker ere lste. Med Menneskeslgten me jeg ste og falde, fordi jeg elsker den, som mig selv.

Men det, man elsker, vil man s gjerne forste, og forstes af, man vil slutte sig dertil, og leve sit Liv ikke i sig selv, men i det. Det er dette jeg mener med det frie ndelige Samliv, der skulde trde istedetfor vore kjedsommelige, unaturlige selskabelige Forhold, hvori Folk drives sammen, for igjen at adskilles ved Etikettens Skjrmbrdt, der opstilles imellem hver Enkelt, s man kan sige om den man taler med: Sie ist nah, und ewig weit! Om det kan kaldes Sammenkomster veed jeg ikke - Samliv er det ikke! Samliv bester ikke heller i at man samles i et Caffeselskab for at afhandle chronique scandaleuse, ikke engang i at Damerne mle hinanden med spodske og udfordrende Blik fra Top til T, p stergade. Men hvad er da Samliv? Det er den Samvirken i nden, den gjenstdige Hengivelse til hinanden, som bliver en naturlig Flge, nr man har samme Forml: det Gode, og samme Fjende: det Slette.

Troe mig dog: Mrket er intet Menneskes Ven! Frygter ikke, at Eders inderste Vsen skal komme for Lyset! Frst da ville I selv ret fle hvilken Skat I deri besidde, liges vist som I aldrig ere fattigere, end nr I ruge over Eder selv som den Gjerrige over sin Skat. Vi tilhre ikke os selv, vi tilhre hinanden og skulle ikke, af Frygtagtighed eller Mistnksomhed, gjre os selv til Bedragere, ved at forholde Andre deres lovlige Eiendom. Sagtens sige I i Kvindelig Ydmyghed: (den fer jo Skyld for smeget, s kan den sagtens bre Ansvaret for en sdan Bagatel): Vi give hvad vi have, men vi ere langtfra s indbildske at troe at Verden har vor Hjlp behov, eller at Andre bryde sig om hvad vi tnke. Sdan Tale kommer af den falske Beskedenhed, som ret beseet, er Mangel p Agtelse for det Guddommelige. I, som kunne falde i Henrykkelse over en Blomst eller en smuk Udsigt, hvor kunne I tale med en sdan Ligegyldighed om den mernneskelige nds Blomster i Eder selv! Det er rigtigt at beundre Guds Skaberkraft i det Sme: det Mindste; han har skabt, er stort! Men kun lidet re I ham, hvis I ikke tillige erkjende at det Strste han har skabt, det han skabte i sit eget Billede, er stort og herligt. Verden trnger til os Alle, til alt det Lys, den kan fe; derfor skal ingen af os Stte sit under en Skjeppe. Fler Du Dig ikke endnu i Besiddeise deraf, da er Du undskyldt for intet at meddele; men vr do overbevist om at den slumrende Gnist seent eller tidligt vil tndes. Det kan ogs tnkes, at Lyset brnder i Din Sjl, men at Du ikke er istand til at fngsle det i Ord, eller udtrykke det i Omgang med Andre. Det er da ikke Din Skyld at Du intet benharer, men sikkert kommer den Tid, da Du vil blive istand dertil.

Jo meer sig nden klarer,

Jo mindre vistnok den p Ordet sparer!

siger en af vore Digtere; ja han ger videre ved den Pstand, at den, som ikke kan ndtrykke sin Tanke i Ord, kommer ikke i Himlen.

Derfor gjre I Uret i at kalde Eders Indesluttethed Kvindelighed, thi den er intet Fortrin, men en Mangel, om end en Mangel, hvori I selv ere ganske ustyldige. Den sande Kjrlighed, og fra den er dog ikke Kvindeligheden udelukket, opfordrer os til i den videst mulige Udstrkning, at hengive os til Menneskene, og de, som selv ikke kunne det, skulle idetmindste modtage i et fjrligt Hjerte, hvad der er udget fra Hjertet.

Sledes fler jeg Trang til at hengive mig til Eder, som en Veninde til sine Veninder, som en Sster til sine Sstre. Nr jeg troer kanskee i flere Retninger at kunde indvirke p Eder, s er det fordi jeg veed hvormeget I have indvirket p mig; thi meget har jeg modtaget af Eder, meget Skjnt har, gjennem Eder benbaret sig for mig, uden at I have tnkt p at give mig noget. Nr jeg nu til Gjengjld sger at delagtiggire Eder i det, som udgjr mit Glde, mit Hb i Liv og Dd, da bliver det i Sandhed en Verelvirkning, som kan vre velgjrende for begge Parter, en fdan, der virkeligt kan lede til et ndeligt Samliv.