Wigley Sørensen - Pilgrimme på verdens veje

Titelblad

Marie Wigley Srensen

P il g r im me

p v e rd e n s v e je

mellemgaard

Kolofon

Pilgrimme p verdens veje
2014 Marie Wigley Srensen og Forlaget mellemgaard

Sat med Adobe Garamond og Great Vibes
Redaktr: Jens Eichler Lorenzen
Grafisk produktion: KWG Design, Odense
Grafiker: Tine Wichmann
Tryk: Toptryk Grafisk A/S

1. udgave, 1. oplag

ISBN 978-87-93270-06-0

Kopiering af denne bog m kun finde sted p institutioner,
der har indget aftale med Copy-Dan, og kun inden for de
i aftalen nvnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag
i forbindelse med anmeldelser.

www.mellemgaard.dk

Kapitel 1

D en store bispegrd summede af foretagsomhed. Der var kommet
bud om, at Roskildebispen kunne ventes hjem nr som helst, og s fik tyendet travlt bde inde og ude. Der skulle klargres til de mange mnd, som altid var med, nr bispen begav sig udenfor grden. Vbnere, som kunne forsvare ham mod overfald, mnd, som srgede for, at han spiste, drak og sov komfortabelt, hvor han end befandt sig, og klerke, der var bekendt med romerretten, som kunne skrive latin og nedskrive aftaler, som bispen indgik, og en mntholder, der altid beskyttede og holdt styr p bde rede mnt og eventuelle gaver til at formilde de grde, som ikke kunne undsige sig biskoppen og hans flges voldgsteri.

Bispen er p vej hjem og kan ankomme, hvornr det skal vre. Nyheden for som en lynild gennem huset. Der skulle slagtes, steges og bages. De store ovne kom i brug, og hestestalden skulle klargres til de mange heste tilhrende de mnd, biskoppen havde i sit flge.

Klerken s op fra sit skrivearbejde i det store bibliotek, fyldt med bogruller og hylder med verserende lovtvister, der angik alt indenfor kirkens regi. Desuden tjente det som scriptorie for alle biskoppens forpligtelser. Klerken kantede sig forbi de solide borde og stole, som altid var fyldt med igangvrende sager, og gik hen til vinduet. Det var en kold, klam og blsende forrsdag, det peb ind ad revner og sprkker, rigtigt gigtvejr, koldt at sidde stille, selv om man bandt skindstrimler om de mest udsatte steder p kroppen. Kulden var svr at holde ude. Han mumlede mod sin kollega: Jeg synes, jeg kan hre larm, s er freden forbi for denne gang.

Klerken havde ret. I det samme red to mnd ind gennem porten til den rummelige lukkede bispegrd hurtigt efterfulgt af flere. Der blev en voldsom uro, heste vrinskede, stemmer rbte hjt, trsko klaprede p brostenene fra de tillbende stalddrenge og andet tyende. Andre fik travlt med at finde l og brd frem til de sultne vejfarende.

Biskop Niels Jacobsen Ulfeldt kom ridende ind midt i grden p en stor sort vallak, svingede med en lethed, man ikke ville have tiltroet hans store korpus, benet over hestens hals, sprang ned p jorden og rakte tmmen til en stalddreng, klappede i forbifarten kngten p skulderen og hesten p halsen. Han gik med lange skridt gennem mngden af mennesker og heste, som alle veg til side for ham, hen til madmor, som stod i dren med armene over kors, mens hun betragtede flokkens ankomst med et hvast blik. Bispen gik forbi, kneb hende i kinden med den ene hnd, mens han med den anden gav hende et klap bagi. Hun skulle lige til at komme med en stram bemrkning, men overgav sig i stedet, trak lberne ud uden at blotte de sorte tandstumper, bd bispen velkommen i Guds navn og fortsatte.

Selv om hans manerer ikke er en Guds mand vrdig, vil en bid brd og en dram blive serveret, nr han nsker det.

Biskop Niels fortsatte ind gennem huset, hilste venligt p pigerne og slap en hj vind, da han gik gennem dren ind til scriptoriet, hvor begge klerke ventede ham. De kendte bispens vaner: at gennemg sine breve var det frste, han gjorde, nr han kom hjem fra sine rejser.

Bispen sad i sin store mrke egetrsstol med sammenknebne jne og lste, snkede dokumentet, holdt det tt op til sine jne og lste budskabet endnu en gang. Han mrkede et stik i brystet og s sin ven for sig. Asser havde skrevet dokumentet kort fr sin dd. Han rullede atter brevrullen ud, s op i verste hjrne, Ditlevs dag 1370, alts skrevet i begyndelsen af oktober, og nu var det midten af november. Han stirrede lidt frem for sig, hvornr mon Asser var dd? Det sagde skrivelsen ikke noget om, men det var tydeligt at se p hndskriften, at han havde vret syg, da brevet blev affattet. Den skrivelse, han sad med, bad ham om at vre formynder for sin vens eneste overlevende datter. Han havde sjldent s meget som sknket hende en tanke, kendte kun hendes navn, fordi Asser nvnede det. Et kort billede af sig selv og Asser som store flse, der fgtede og red fra morgen til aften, for gennem hans hoved. Han nd synet og huskede pludselig, hvor ihrdigt og tbeligt Asser havde hget om det pigebarn, nrmest behandlet og oplrt hende, som om hun havde vret den sn, der kunne overtage grden. Mske har jeg ikke de rette forudstninger for at stte mig ind i den slags, tnkte han og s ned igen. Det at have brn var ikke noget, han forholdt sig til. Hans besiddelser var kirkens besiddelser. Og s slog det ham, at denne pige, for hvis fremtid hans barndomsven Asser frygtede, kunne vre svaret p den anden bnskrivelse, han lige havde modtaget fra Skt. Claraklosterets abbedisse, moder Astrid. Klosteret manglede en latin- og skrivekyndig nonne til at hjlpe sig med at fre bde korrespondance og regnskaber for klosterets mange forpligtelser.

Jeg skal love for, at klosteret har mange forpligtelser, mumlede han for sig selv.

Det var romerkirken, der havde udbredt den rdsomme skik, at nonner og munke kunne g i forbn hos udvalgte helgener ved at fre donatorernes navne ind i en ddebog og nvne dem i deres tidebnner, at man kunne betale sig ud af sin tid i skrsilden og komme op til Guds evige salighed, uden at skulle sone sine jordiske synder. Han rystede sit hoved, tankerne flj deres egne veje, nr han var uenig med romerkirken. Han rettede sig op, lige nu var der mange presserende opgaver, s kunne han filosofere en anden gang.

Det bankede p dren ind til scriptoriet; biskop Niels s irriteret op fra sine breve og sagde hen mod klerken: Sig, at jeg ikke vil forstyrres. Klerken rejste sig og gik hen og bnede dren.

Jeg skulle sprge fra prsterne, om bispen selv vil forrette messen i morgen?

Biskop Niels spidsede ren, det var Thyges stemme, Thyge, biskoppen virrede med hovedet, som for at ryste en tanke frem. Thyge var mske den rette mand. Han hrte klerken sige: Biskoppen vil ikke forstyrres.

Stands, det vil jeg alligevel gerne. Kom herind, hr. Thyge. Han vendte sig halvt i stolen og s sin vbner trde ind og g hen mod sig med spndte korte arme og lidt hjulbenet under en lang firkantet krop. Hatten blev trukket af det tilbagestrgne, lidt stride grbrune hr og benbarede en dyb fure, nrmest en klft mellem jnene, som blev endnu dybere, nr han som nu forventede en ordre fra biskoppen. Hatten blev stoppet ind under armen, mens han bjede sig for sin herre: Til tjeneste.

Du skal ride til Sor og ledsage en jomfru til Skt. Claraklosteret her i Roskilde. Den unge mand bjede igen hovedet som en bekrftelse p ordren.

Jeg mener at have hrt dig omtale, at du hellere vil vre bonde end vbner.

Thyge blev helt rd, og det var tydeligt for bispen, at han havde gjort sin vbner forlegen.

Bispen kan stole p mig i alt. Jeg er vbner og hber ikke, der er noget at udstte p min gerning.

Jeg har intet at udstte p dig, Thyge, du er faktisk en af de mnd, jeg regner mest med, ogs selv om jeg ved, at du raner mit fine pergament uden at give besked. Er det en plov, du er i gang med? Thyge skulle lige til at bne munden for at svare, men fr han nede det, fortsatte bispen: Jeg har lurekigget, bispen gnggede, nej, det drejer sig om et refuldt hverv, som jeg er blevet plagt, og s kom jeg i tanker om, at du mske er manden. Jeg har jo aldrig fet betalt dig tilbage.