Hertz - Scheik Hassan, Lystspil i tre Acter [in prose and verse]

HENRIK HERTZ KJBENHAVN GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG FR. BAGGES BOGTRYKKERI 1902 Efter Henrik Hertz: Udvalgte dramatiske Vrker, udgivet i Hundredret for Digterens Fdsel, af Poul Hertz (1897). Digitaliseret af SFA-89 2013 AMORS GENIESTREGER LYSTSPIL I RIMEDE VERS I TO ACTER (Skrevet i Begyndelsen af 1829. Opfrt frste Gang p det kgl. Theater den 31. Marts 1830.) PERSONERNE Obersten.

Henriette, dennes datter Lotte, 2' datter Robert, Oberstens Huuslrer. Brienne, Lieutenant. Henning Verner, Candidatus juris. En Tjener. Scenen er i et Hotel i Kjbenhavn. FRSTE ACT En Sal med en Hoved indgang i Baggrunden; tllvenstre en Dr til Oberstens indre Vrelser; tilhire Indgang til Roberts Kabinet.

FRSTE SCENE Robert (kommer ud fra sit Kabinet). Det er et Fortrin, Byen har for Landet: Dens Ntter kan, om Sommeren isr, I Lngde nsten komme Dagen nr, At slutte sig fra Svnen til det Andet. See, nu er Klokken otte; Folk, der boe Hos os p Landet, tr for Alvor troe, At det er hit p Dagen; men herinde Man mener, Dagen frst m Krfter vinde, M voxe, Timerne multipliceres, Fr Maj esteten rigtigt respecteres. Forresten, skjndt jeg tidt har get og grundet Og speculeret p, hvi nsten Alt P Landet imod Staden synes galt, Og om ei galt, dog lurvet og fatalt, En grundig rsag har jeg ikke fundet. Det ligger ei hos Menneskerne: disse Er her som der i Grunden Snavs tilvisse. At Landsbyfolk er redelige, meer End Byens Folk, i daglig Frd og Vandel, Det troer jeg ikke, frend jeg det seer; Hver snyder, hvor han rker, ved sin Handel.

Men Mden er forskjellig, den Maneer, Hvorp man snyder, det er hele Sagen. At prelles flint, er ordentligt Plaiseer; Man fler Tabet, men tilsidst man leer. Men, nr man ubehndigt bli'er bedragen, Man rgrer sig, man synes, det er dumt, At blive snydt s benbart, s plumpt. Jeg lider godt et lille pnt Bedrag, Der lgges an med Vittighed og Smag, Af samme Grund, som Sidehieb og Skoser, Hvis Brd i Viddets Honning svbtes ind, Behage mig, endskjndt de traf mit Skind. En Vittighed, der siges af Matroser I Forbigende, som p en Slump, Den leer jeg ad, lad vre, den er plump. Jeg alts Mden, ikke Tingen roser.

Hvert Snyderi forflger jeg med Had; Men tilster, smukke Folk i denne Stad I deres Kunst er sande Virtuoser. (Idet han vil ge ind i Sidevrelserne tilvenstre, bankes der sagte p HovedDren.) Jeg synes, at man banked' p (Verner stikker Hovedet ind ad Dren.) Et Hoved! ANDEN SCENE Robert. Verner (trder forsigtig ind, seer sig omkring og bliver Robert vaer). Verner. Hr. Robert! Dem! Nu Herren vre lovet! Robert.

Ei, ei! Hr. Verner! hvad vil De hos os? Verner. Tys! kommer Ingen? Frkenerne Robert. Sove Verner. Og Obersten? Robert. Verner. Verner.

Tr jeg vove Robert. Jeg veed ei, hvad De vil. Verner. Jeg vil til Trods For sund Fornuft og Sindighed forsge At gjre lidt Bekjendtskab med de sm Gudsengle, eders Oberst passer p Robert. Vogt Dem! med Obersten er ei at spge! Verner. Ei hvad! en god Dag giver jeg den Gamle, Og med Plaiseer jeg dreier ham en Knap.

Men Dttrene! For Pokker, hvo kan hamle Med Qvindfolk op i List? (Monologisk.) Om jeg nu slap I Flden kun for der at blive hngende, Og uopfordret gjorde mig til Nar? Fy! skal man rve, nr man ei er trngende? Kan jeg ei nies godt med, hvad jeg har, Mit muntre Sind, min Frihed? Br jeg ikke Flye disse Mildheds ine, disse Lber, Ak! ved hvis Purpurkalk en Honning klber, Som Adams Snner ei ustraffet drikke. Hvad er min Hensigt? Handle for min Ven? For hans Skyld gjre mig bekjendt med Bruden? O Skalkeskjul! det frelser ikke Den, Der selv kun er til Spot for Elskovsguden. Hvad vil jeg da? Hvo har mig bed't desuden? Jeg er en Gjk! en Nar! en topmlt Nar! Hvad mener De, Hr. Robert! trst mig! svar! Robert. Jeg synes selv, De har en Rem af Huden. Verner.

Ja, De har Ret! De spotter mig med Grund. Robert. Hvor kan jeg trste Dem? hvor kan jeg svare, Nr jeg er ubekjendt med Deres Fare? Verner. Velan! Men lov mig frst med Hnd og Mund En ubetinget Taushed mod Enhver, Ja mod Dem selv, hvis det ndvendigt er. Robert. Imod mig selv? Den Fordring falder sr.

Nr jeg er ene med mig selv, min Fa'er, Jeg lider nok en lille luun Passiar. Verner (leende). Haha! jeg veed, De ynder Monologer. Robert. Det gjr jeg: med sig selv man enes bedst. Verner.

Jeg har dog hos en gammel Autor lst, Ens Tanker var de vrste Demagoger. Robert Nr Tanken med Fornuften udgjr Eet, Har jeg endnu ei nogen Fare seet. (Med noget Eftertryk.) Men indgik Tankens Letsind Alliance Med Sandserne, med et ustyrligt Blod, S kom Fornuften snart af sin Ballance. Men vil De ei fortlle vr s god! Verner (eftertnksom). De troer, nr Tanken indger Alliance Robert. Verner. Verner.

S kommer, troer De, jeg Robert. S kommer hvem? Ja, vil De referere det til Dem! Verner. S kommer Henning snart af sin Ballance Er det ei Deres Mening? Robert. Jo, som sagt, Med de Prmisser. Verner (fordybet i sine Tanker). Tog jeg mig iagt Ved hvert et Skridt, jeg gjorde, spurgte vaersom: Er her og sikkert, tr jeg ogs troe Den Hvilebnk, der byder mig sin Ro? Er Grsset ei for vdt for mine Skoe? Da vilde sagtens Hvilen falde sparsom, Men hvad! til Gjengjld fandt jeg vel et Sted, Der gav min Trthed Hvilens trygge Fred.

Men Glden, denne flygtige Gudinde, Og L y k k e n, Guders Held og stjlne Vink, Og Lbens Smiil og iets skjlmske Blink, Der alle, fr de rigtigt sees, forsvinde Tillade de, vi tve, passe p, Om ogs Tiden er der, Det at ne, Hvis Existence ved Minuttet hefter? Hvad er det, Guden sender os? Et Held, Der, for at eies, krver vore Krfter. Hvorledes kan det gribes af min Sjl? Ei ved at tve, det jeg fler vel. Nr Leilighedens Gunst jeg veed at nytte, Det bliver m i t; hvis ei, en Andens Bytte. (Oprmt.) Ja, sdan er det! Rets, Henning Verner! Du fdtes under lykkelige Stjerner. Af Glde over mit Raisonnement Jeg faldt mig selv om Halsen, gik det an. Robert (spottende).

Prv kun derp! Hvem veed, kanskee De kan. Verner. Ja spot mig kun! Nu ster min Villie fast. Robert. Og Deres Hensigt er? Verner. S hr i Hast Den Plan, min Hjernes Dristighed har lagt.

De kjender sagtens Grunden, der har bragt Hr. Obersten med Dttrene hertil. Robert. Jo Tak! Om denne Sag vi daglig skjndes. Verner. Nu vel! S veed De da, den Gamle vil, Pgrund af en Forening med Briennes Stedfader, og til Alles Fryd og Gammen Sin Datter med Brienne klappe sammen.

Om Pigen vil, det veed jeg ei; Brienne, Min Ven, min Stuekammerat, er stik Mod denne Plan. Han vil, han kan ei tjene Til Instrument for Andres Politik. I flere Mneder han alt har frygtet For denne Sammenkomst. Uagtet Rygtet Bermmer meget eders Oberstes Datter, Som Philosoph han siger, at han skatter Sin Frihed over Alt Robert. Ja, vel! jeg fatter. Han gider ikke eiet, hvad han har.

Men De kan hilse ham, han er en Nar, En philosophisk Nar, der ei fortjener En Pige De kan troe mig der forener Med Skjnhed Dyd, Blufrdighed og Ynde. Hils ham Verner. Med ham er Intet at begynde. Hvor har jeg ikke prket! Hvad ei Alt, For at bevge Mennesket, fortalt! Hvad jeg igjennem Dem og Andre vidste Om disse Pigers Skjnhed, Dyd, Forstand, Elskvrdighed ja, Alt, hvad siges kan, Jeg nvned', uden at det kunde friste Hans Utilbielighed. Halvt for Spg Jeg loved ham at gjre et Forsg, At snige mig herind, at see p Pigen, At forberede Sagen, vre Stigen, Hvorp han siden kunde sikkert ste Og, nr det kneb, itide retirere Forgjves! han vil Intet hre mere! Robert. Hvorledes? De, Hr.

Verner, tnkte p At snige Dem herind og at probere Verner. Ja, hvorfor ei? Jeg tnker, det skal ge. Det er endnu min Hensigt at forsge. Robert. Det ger ei an; De kommer her tilkort. Med disse Piger la'er sig ikke spge.

Hvis De vil lyde mig forfi Dem bort! Jeg sper Dem, at De knap er kommen, frend Man ganske hfligt vil Dem vise Dren. Verner. Ja, hvis jeg kom som Henning Verner, er Jeg bange for, min Skjebne vel blev denne. Men det er heller ei min Hensigt her: Jeg kommer glatvk til dem som Brienne. Robert (forundret). Som som Brienne? Verner.

Kjende de da ham? Slidet, som han kjender dem til Dato. Robert. Men, hvis De bliver rbet, hvilken Skam For Dem, Familien Verner. Min strenge Cato! Nr hvert et Hvis og Dersom ret betragtes, Det skjuler Feighed, der med Grund foragtes. Robert. En net Philosophie! Men Herregud! Brienne vrager sin bestemte Brud; Hvad vil De da? har han mskee fortrudt? Verner.