Hertz - Kong Renes datter

Henrik Hertz:

Kong Renes Datter

Kjbenhavn

Gyldendalske Boghandel (Reitzelske Afdeling)

1897

LFL's Bladfond 2009

Tilvenstre (for de Spillende) sees en smuk Een-Etages Bygning med Vedbend og Roser opad Muren, og nedhngte Gardiner for Vinduerne. Fra Huset strkker sig et Havepartie med en yppig, sydlig Vegetation hen mod den nrmeste Baggrund; nr ved Huset enkelte Daddelpalmer. Bag Haven en temmelig hj med vilde Buske besat Bjergvg, og i denne en lndr , der er bedkket med Mos og Stene og kun kjendelig, naar den aabnes. Bagved Bjergvggen sees igjen hjere fjernere Bjerge.

FRSTE SCENE.

BERTRAN:. Strax derpaa. Ridder ALMERIK. Siden MARTHA:

BERTRAN: (kommer ud fra Huset, talende med dmpct Stemme ind til Nogen). Jeg hrte Klokken. Der er Bud fra KONGEN!

(Gaaer over Scenen hen til Lndren og lukker op. Strax efter kommer han tilbage med ALMERIK, men standser ham ved Indgangen)

Hr. ALMERIK! Hvorledes? Er det Eder? Nei, vent! nei, stands! Her kommer Ingen ind.

ALMERIK: Jeg kommer ind.

BERTRAN: (holdende ham tilbage). Hr. Ridder! det er Alvor. Her kommer Ingen ind. I har mig skuffet, Dengang I ringed' og I gav mig Tegnet. Jeg tnkte vist, det var Raoul.

ALMERIK: Raoul Kan ikke komme Lad dig sige, BERTRAN! Mig sender KONGEN, See, der er hans Ring. Og der et Brev, med et Par Ord til dig.

BERTRAN:. Hans Ring? Lad see ja, det er Kongens Ring. Og Brevet undskyld, jeg maa lse Brevet.

(Lser),

Betro dig frit til Ridder ALMERIK, Giv ham den Underretning, han behver." Det er en anden Sag ... bliv ikke vred! Hvis I er kjendt med dette Sted, Hr. Ridder, Da veed I, min Forsigtighed var Pligt.

ALMERIK: (der kommer frem med BERTRAN). Om jeg er kjendt med Stedet? Intet mindre. Et Bud, som Kongen gav mig med, har frt mig Til disse Bjerge, frt mig til en Indgang, Der mellem Klipperne var skjult, og bragt mig Gjennem en dunkel Gang, i Klippen hugget. Til Dren her; og med Forundring seer jeg Imellem Bjergene, som jeg har tnkt mig Var ufremkommelige, dyrket Jord, En herlig Have, og et Huus hvor smukt, Hvor velindrettet Alting! Jeg forbauses! Forklar mig, hvad betyder denne Gaade?

BERTRAN: (mistnksom). Har Kong Ren da ikke sagt Jer

ALMERIK: Nei, Slet Intet har han sagt mig.

BERTRAN:. Det er slemt. Af mig det vil I selv begribe kan I Langt mindre vente ...

ALMERIK: Ei, min kjre BERTRAN! Det er din Spg.

BERTRAN: Det er mit fulde Alvor.

(MARTHA kommer ud fra Huset).

MARTHA: (endnu i Dren). Med hvem er det, du taler ... Men hvad seer jeg! Hr. ALMERIK!

BERTRAN: (til MARTHA). Han bringer Kongens Ring, Han kjender Tegnet til at lades ind her, Men han er ellers ubekjendt med Alting. Det gaaer ei an han maa igjen gaae bort.

ALMERIK:Gaae bort? Naar Kongen sender mig?

BERTRAN:. Som sagt.

MARTHA: BERTRAN:, lad mig (Til ALMERIK). Hvad er da Eders rind?

ALMERIK: Jeg skal forkynde Jer, at Kongen kommer Om fie Tid, at Ebn Jahia, Lgen

MARTHA: Jeg veed det, den bermte Maurer.

ALMERIK: Kommer I Kongens Flge; og at I skal mindes Saaledes var hans Ord - at Alt staaer rede, Som Lgen har befalet det.

BERTRAN:. Godt. godt! Paa os kan Kongen stole. Ebn Jahia Var ellers her fornylig.

MARTHA: Og forresten Har Kongen ikke givet Jer et Vink?

ALMERIK: Han havde Hastvrk, han var srt bevget. Dengang var Ebn Jahia nylig kommen, Raoul var syg. Da kaldte Kongen mig I Eenrum for sig. Jeg har Tillid til dig" Saa talte han jeg stoler paa din Taushed. Flg med det Bud, jeg giver dig til Frer, Og rgt mit rinde."

MARTHA: Og det var Alt, Hvad Kongen sagde Jer?

ALMERIK: Paa Lidet nr. Hvad han forresten talte, var mig dunkelt. Frst standsed' han, og sagde saa med Tven: Betnk det vel, jeg stoler paa din Troskab. Der, hvor jeg sender dig, der vil du trffe Min Datter" I det Samme blev han afbrudt, Skrev blot i Hast det Brev, jeg Eder bragte, Og lod mig gaae.

MARTHA: Et Brev?

BERTRAN: (huskende sig om). Ja, Brevet! Brevet!

MARTHA: (efterat have lst Brevet). Hvor kan vi tvivle? Det er Kongens Haand.

BERTRAN:. Nei, du har Ret jeg glemte Brevet.

ALMERIK: Altsaa, Af Brevet vil I see, at Kongen venter, I give mig fornden Underretning, Saa meget meer fornden, som jeg sagtens Istedenfor min stakkels Ven Raoul Skal rgte hans mig ubekjendte Kald. Hvad er det for en Datter, Kongen nvned? Margrethe er i Bretland, og Jolanthe

MARTHA: Er her.

ALMERIK: Hun er i Spanien, det veed jeg. Der er hun fra sin spde Barndom bleven Optugtet i et Kloster.

BERTRAN:. Nei, Hr. Ridder, Jolanthe lever her. Det er en Gaade, Som nys I sagde; og af selsom Art. Men som det er for Verdens ine skjult, At den er til, saaledes vente vi Bekymret paa, hvorledes den vil lses.

ALMERIK: Jeg beder Jer, fortl mig Alt.

BERTRAN:. Det skal jeg, Da det er Kongens nske. See, Hr. Ridder. I mindes uden Tvivl, at Kong Ren Har ligget svrt i Feide med Grev Anton Af Vaudemont om Lothringen.

ALMERIK: Det veed jeg. Men denne gamle Feide nu er glemt. Hans Sn, det er jo vitterligt for Alle, Skal efter et Forlig, Burgund har mglet, Forenes med en Datter af Ren Ja netop med Jolanthe. Det Forlig Blev indgaaet, da hun selv var ganske spd.

BERTRAN:. Amen, det give Gud! Nu da, Hr. Ridder! Kort efter hiint Forlig udbrd der Ild I Slottet, som I muligt ogsaa mindes. Den opkom pludselig, og midt om Natten; Og under Branden var det, Kongens Datter, Jolanthe hun var dengang eet Aar gammel Var nr brndt inde. Ilden var alt udbredt Paa alle Sider af den Lilles Kammer. I denne skrkkelige Nd man vidste Een Udvei kun: man kasted' hende ned Fra Vinduet i Gaarden, hvor hun vaerligt Blev fanget op med Tpper og med Puder. Hun kom derfra med Livet. Men desvrre Hvad enten Skrk for Flammen, eller Angst, Mens hun faldt ned, var Grund dertil vi mrked' Kort Tid derpaa, hun havde mistet Synet,

ALMERIK: Hun havde mistet Synet !

MARTHA: Ja, Hr. Ridder. I fatter, hvad vi leed, og hendes Faders Fortvivlelse. Et Barn, der var saa smukt, Saa venligt og saa fromt, bervet Synet! Det Haab, der knytted' sig til hendes Liv, Tilintetgjort! Den gamle, bittre Feide Om Lothringen fornyet og fornyet Sandsynligviis meer bittert end forhen. Thi neppe vilde Vaudemont sig kaare En Svigerdatter, der var blind. Han vilde, Det var at forudsee, mistnke Kongen For et uredeligt Forlig og paastaae, At hun var blind, forinden det var indgaaet.

ALMERIK: Det kunde ligne Vaudemont. Men Kongen, Hvorledes hjalp han sig?

BERTRAN:. Ja, for det Frste Holdt han det hemmeligt, at hun var blind, Hvad Ingen mrker paa et Eetaars Barn! Og dernst lod han fra Cordova hente Hiin vidtbermte Lge, Ebn Jahia, Hvis Kunst skal nrme sig det Underfulde. Han kom hertil og brugte flere Midler. Han foreskrev en vis Behandlingsmaade, Der skulde flges under hendes Opvxt. Og endelig han har os stillet hendes Nativitet.

ALMERIK: Og saa?

BERTRAN:. Gav han det Haab, Hun vilde gjenerholde Synets Evne, Naar hun var sexten Aar. Til den Tid vilde inenes slappe Nerver have vundet Den Kraft igjen, der nu var dem bervet. I disse Dage blev hun sexten Aar, Og Ebn Jahia er igjen hos Kongen, Han foreskriver Midler, vi maae bruge Men Nytten af dem har jeg ikke seet. Han siger. Tiden er endnu ei kommen. Gud vide, om den kommer!

ALMERIK: Men Jolanthe, Hvorledes finder hun sig i sin Blindhed?

MARTHA: Hun aner ikke selv, at hun er blind.

ALMERIK: Hun aner det ei selv? I skjemter med mig.

MARTHA: Ak nei, Hr. Ridder! I vil snart erfare, At det er sandt, jeg siger. Men forinden Tillad, at jeg indskjrper Eder strengt, At intet Ord, der staaer i Sammenhng Med Synets Sands, der Hensyn har dertil, Undslipper Jer, naar I med hende taler. Det er Betingelsen for Hver, der kommer Til dette Sted. I tr da Intet nvne, Der kun ved iets Seekraft kan begribes, I tr ei nvne Dagens Glands for hende, Ei Nattens milde Maanelys, ei heller Dens klare Stjerner. Ak, den dybe Nat, Hvori hun gaaer, er ei besaaet med Stjerner.