Goldsmidth - Mendel hertz

Meir Goldsmidth

Mendel Hertz

Danske Klassikere, DSL/Borgen

Kbenhavn

1994.

SFA-89 2011

Et tilfldigt Mde p Gaden bringer mig ham i levende Erindring fra den Tid, da jeg var i en Alder af 12-15 r.

Han var da noget over de tredive, af Hndvrk Skomager, og levede sammen med sin Moder, der gik om og handlede med brugte Dameklder. De boede i en lav Stue i Mikkelbryggersgade, og der var naturligvis tarveligt nok hos dem. Men Fredag Aften eller Lverdag, nr deres Dagligstue - hans Vrksted - var gjort istand, hans Vrktj lagt i en Kasse og skjult i Alkoven, det gamle Bord, der til hverdags krb halvrundt sammen ved Vggen, slet ud i Rundhed og stillet midt i Stuen og dkket med den hvide Sabbatdug, hvorp om Aftenen stod to skinnende, pletterte Lysestager, om Dagen en gammel kinesisk Potpourri-Krukke - s var der i Stuen den dmpede Hjtid, som hrer de gammeldags Jder til: Alt stille, mens Noget ventes; man haver andensteds hjemme, og selv i det midlertidige Hjem synes der ikke at vre Fattigdom, men en Tilstand fra Tider, da Rigdom ikke var opfunden eller ikke blev bren til Skue.

Men heraf flger ingenlunde, at Hverdagene eller endog Sabbaten altid gik hen uden Storm.

Nr man for frste Gang kom ind og s Mendel sidde ved sit Arbejde, var der noget Anseligt ved ham, formedelst det store Hoved, omgivet af temmelig lyst, brunt, krllet Hr og det langlige Ansigt med de klare jne. Han syntes meget for betydelig til det lave, firkantede, lille Bord med Stumper af Lder, Beg og Trde. Men nr man fik ham njere set, var det Store som en Ramme, der ikke var ganske udfyldt; snarest fandt man i Ansigtet noget Usikkert, Barnlig-Uudviklet, med et hjst godlidende og blidt Udtryk. Rejste han sig, var det ikke til hans Fordel med Hensyn til Sknheds-Virkning, eftersom han, uden at vre dvrgagtig, var for lille til sit Hoved, hvortil kom, at han ikke gik godt, p Grund af, at hans ene Ben var lidt kortere end det andet. Denne lille Fejl havde mske vret rsag i, at han som Barn blev sat til Skomageriet og s i al sin senere Levetid overvejende fik brugt Hovedet (samt Armene, naturligvis). S vidt mig bekendt, forskede han aldrig selv i den Retning, klagede ikke, men var stadig barnlig tilfreds med Tilvrelsen og sig selv. Jeg tror, at han, sknt han aldrig sagde det ligefrem, ans sig for Verdens eller idetmindste Danmarks frste Skomager. Men en eller anden Flelse af den Art m man jo have for at kunne bre det daglige Liv. Ogs er det muligt, at han ved fortrinsvis at se p sit Hoved - og det er det, man ser for Spejlet - var kommen til at anse sig for en smuk Mand. Endelig kunne mske siges, at han var langt fra at tro sig selv dum. Men hvo gr det? Og hos ham var Sligt s dmpet, fordi han sit hele Liv havde hrt til de Fattige og Sm, kun med Ret til en ganske lille Krog.

Hans stille, jvne Tilfredshed forhindrede imidlertid slet ikke, at han jo ogs var overordenlig vemodig, mest i Sager, der ikke egenlig angik ham selv. Sledes overfor Moses. Mendel havde, det m i Forbigende siges, tnkt meget over Religionen og var derved blevet fritnkersk. Han fandt det aldeles urimeligt, at der skulle vre get et Par af alt Levende, af Kvget og af Fuglene, ind i Arken. Medens han behndig lod den begede Trd glide gennem Hullerne, som Sylen havde gjort, eller udhamrede en Sl, kunne han fre strngt Bevis for, at der umulig kunne have vret Fde til dem i Skibet.

Man er jo dog ikke et Barn, sagde han; hvor kan Moses forlange det af Ens Forstand! - Der er mange andre Ting, vedblev han hovedrystende; men s lnge Moder lever, og Gud lade hende leve til min Dd, siger jeg ikke Noget, for ikke at gjre hende Sorg. Men hvis det blev sagt!

Helt anderledes blev Tonen, nr han talte om Moses' Dd. Gud, sagde han, tog ham op p Bjerget Nebo, p Grund af en Fejl, og sagde til ham: Her skal Du sidde og se det forjttede Land med Dine jne! Derind kommer Du ikke! Og s sad Moses der og stirrede og dde af Lngsel. - Mendels blege Ansigt blev endnu blegere, som om han selv skulle d ved det. Men det forstr sig, tilfjede han for at trste sig selv og mig, vi er Alle Vorherre en Dd skyldige; det plejede min salig Fader at sige.

Tiltrods for Mendels Fritnkning var der hos ham ikke Sammenligning mulig mellem Moses og Napoleon. Han kunne knap tnke samtidig p dem Begge. Men nr Tanken dvlede ved Napoleon p St. Helena, flte han omtrent liges dyb Sorg og Vemod som ved Moses p Nebo. Dette viste sig i Srdeleshed, nr han sang sin Yndlingssang, General Bertrands Afskedssang. S satte han sig gerne stille hen, med Albuerne p Knerne og med Hovedet mellem Hnderne, og s ud som en Grdende, og han grd ogs indvendig eller var inderlig dybt rrt. Han lspede lidt, og Bogstavet l faldt ham meget vanskeligt. Han sang:

Napoleon, Din Stjerne monne dadle,

Men strre Helt var ej p Jorden fd.

Jeg stod hos Dig i gyldne Kejsersadle,

Jeg var min Kejser tro indtil min Dd.

S dybt vemodigt var Udtrykket, at det for mig, som af ham lrte Sangen, blev forunderlig stort og sknt, at Bertrand havde stet i gylden Kejsersadel, og jeg er ikke blevet rigere ved senere at erfare, at det skulle vre Sale. Ligeledes syntes det s aldeles rigtigt, nr han med det blege Ansigt og den sorgfulde Stemme, ligesom selv dende af Trofasthed, sang: tro indtil min Dd istedenfor: hans Dd.

Mendel flte ogs for anden stor Menneskeskbne, isr den srgelige. Han kom meget sjlden i Theatret, men skete det, s var det til en Tragedie, helst Axel og Valborg. Jeg havde ikke set Stykket og nok kun lst det til Skolebrug, uden dybere Sans og Forstelse. Det brd Mendel sig ikke om; han havde ikke ptaget sig min literre Opdragelse; han var personlig sysselsat og gav sig Luft. Nsten lige som jeg engang kom ind ad Dren, fremsagde han, bjet over sit Arbejde:

O, Kjrlighed, Du est

Ej nogen god, uskyldig Drift; Du vkker

Mistillid, Had og Frygt i Mandens Hjerte!

Men s kommer Valborg. Fr var hun en Knop, nu er hun sprungen ud:Hvor Du er bleven dejlig, dejlig, dejlig!

Men s kommer Tragedien; de kan ikke f hinanden for Prsten, og s siger hun (her rejste Mendel sig i sin fulde Hjde og fremsagde med s vidt mulig kvindelig Stemme):

Lad mig endnu engang, for sidste Gang,

Se Axel i sit sknne Helteje!

- Nu g! Nu glemmer jeg Dig aldrig!

Oh!

Det var uden al Tvivl komisk; men, som det str for min Erindring, studsede Noget i mig og fik Anelse om del Menneskesorg.

Alt Sdant antog jeg dengang for Noget, der sad ganske lst p Mendel, eller jeg tnkte slet ikke over det; han var for mig den stille, tilfredse Skomager, der morede eller adspredte sig med det Srgelige. Jeg m da ogs tilfje, at jeg af ham hrte ikke blot tragisk, men lejlighedsvis lettere, gladere Poesi. Men dette frer lidt tilbage.

Mendel havde en Moster, og hun havde en Steddatter, der forresten ganske var som hendes egen Datter og Mendels kdelige Sskendebarn. Hun var et Barn p fjorten r, men voksede naturligvis. Hun hed Salome; men et Pust af samme frie Tanke, som Mendel bar i sig, var ad anden Vej net til hendes Kreds, og man havde oversat Salome til det danske Fredrikke. Mendel holdt fast p, at hun hed og skulle hedde Salome, og kaldte hende aldrig anderledes. Det var en sklmsk lille En; men hun havde tillige Ord for at vre meget sikker og plidelig. Hende kan man sende Verden rundt, sagde Moderen. Hun gik i Friskolen, Karoline-Skolen, og blev godt oplrt. Mendel kunne ikke ret lide denne Lrdom; i den Henseende var han gammeldags orthodox, mistnksom mod Pigebrns Lrdom ud over Husfaget. Isr hendes Skrivning mishagede ham; man skulle troet, at han som en Fader var bange for de Breve, hun engang kunne skrive. Men hendes Syning beundrede han af ganske Hjerte. Nr han fik et Prvestykke, som hun havde syet, mellem Hnderne, kunne han sidde og glde sig over det med en Slags kunstnerisk Andagt, og s kunne det hnde sig, at han brd ud i Sang:

Klip, klap, klap!

Singe, singe, sing!

Pif, paf, paf!

De nydelige Sting!