Hebe - NÅR VI ALLE FLYDER PÅ VEJENE

NR VI ALLE FLYDER P VEJENE.

Indhold:

rkenvandring. I en anden form med i romanen Nsten nder i mrket.

Pretty woman. 1. udgave offentliggjort i tidsskriftet Himmelskibet.

Huset svver.

Paragrafferne jager Nete. I en anden form i romanen Trusler og skve klodstrne.

Hvad der hndte Anna Horn i hendes 66. r.

Globalisering. Offentliggjort i science fiction antologien Refleksioner.

Nr vi alle flyder p vejene. I en anden form i Nsten nder i mrket.

Tidsrejsen. I en anden form i Nsten nder i mrket.

RKENVANDRING.

Buldrende ild, trnhje flammer, en lavine af sand, det ene brag ld efter det andet, bedst som vennerne sad i vrtshuset og raflede. Den unge mand kastede de elendige terninger og for ud ad dren. jeblikket efter blandede makkernes skrig sig med larmen fra vrtshusets nedfaldende tag. Han sprang ned fra bymuren, skrabede knet, kom p benene. Jorden slog revner, han mtte springe over dem. Gnister fg om rerne, nseborene indndede kvlende rg. Han trdte flammer ned, rullede sig i sandet, kom p benene og lb som aldrig fr uden at se sig tilbage. Vidste kun, at han mtte vk.

Overalt bag ham hrtes rb og skrig fra panikslagne mennesker. Huse stod i brand, med flammer ud ad vinduer og op gennem tage. Nu ld et rabalder fra bymuren, som han for lidt siden sprang ned fra. Hans flugt var uden retning, kun nsede han, at han mtte vk. Endnu lngere bort fra ulykkens lurende fangarme.

Sandkorn sved i brandsrene. Der gik hul p vabler mellem terne, hudlsheden smertede. Munden var en stor sandbanke, og trsten rev i lberne. Svedig og udmattet, med nsten blndede jne bevgede han sig gennem rkenen. Nederst var kldningen laset og forkullet, s den gav solens stikkende strler fri adgang til srene.

Flugten lykkedes, han var net vk i tide. Den delagte by l mange timers lb bag ham. Hver gang hans krop havde forlangt hvile, havde han tvunget den videre.

Flammernes buldren ld svagt i hans rer, af og til iblandet gennemtrngende skrig.

Forpustet brstede han sandet fra jnene og s mod byen. Spredt frdedes menneskegrupper, som langsomt - for langsomt - bevgede sig bort. Jorden revnede under dem, skar dybe klfter, som opslugte ethvert levende vsen.

Han lod blikket glide horisonten rundt. Bulet og knudret stenrken. Langt borte skimtede han en lille sjle i landskabet. Det kunne godt ligne et menneske. Fantasien dannede et kvindebillede, han ville styre mod hende. Mindre og mindre bjergagtig voksede hun forude, bestemte retningen for hans skridt. Et forunderligt syn, han gned jnene, lukkede dem et jeblik, inden han vovede at kigge igen: Hun var der stadig, en kvindeskikkelse, knitrende hvid i det grbrune sand. Ganske stille stod hun og spejdede bagud imod ham med hnden skyggende over jnene. Var det ham, hun ventede p? Blndvrk, han kunne ikke mere stole p sine sanser, havde lbet alt for lnge. S mange stenformationer lignede noget. Isr hvis man nskede, de skulle vre noget andet, end det de var. Fdderne flyttede sig en anelse hurtigere, men som 2

han kom nrmere, s han, at noget var galt: Det var ikke en gruppe sten, det var en kvinde, men hun bevgede sig ikke! Hans skridt blev langsommere og langsommere.

Timerne brndte sig ind i ham, mens energien svandt. Hendes hnd var stadig lftet, huden skinnede mod hans jne, alt for hvid.

Han forsgte at rbe en hilsen med sin trre mund, hun reagerede ikke. Omsider nede han udmattet frem, stod lige foran en stivnet kvindeskikkelse p sin egen strrelse. Verden var af lave. Selv pupillerne var hvide, s han.

Forsigtigt rrte han ved hende, blodet piblede fra hans pegefinger og farvede en plet p hendes overarm lyserd. Hvem havde dog rejst en statue her i rkenen, hvor ingen vovede sig ud? Var hun et luftsyn, en nskedrm? Hendes hvidhed skar i jnene. Han havde gerne haft en kvinde med p sin flugt, smuk, strk og frodig som hende her.

Den folderige kldning fremhvede de kuplede bryster. Hendes ranke holdning var en stolt kvindes, en fri kvindes. Det stivnede ansigt udtrykte forundring. Nej, et nskesyn var hun s langt fra, blot en dd statue. Arrigt sparkede han ud efter hende, fortrd i samme jeblik og klappede skamfuldt benet, der hvor han havde ramt. Endnu flere bristede vabler p foden fik ham til at mme sig.

Hvis han havde haft krfter, kunne han g tilbage og sge sine venner, se om hjemmet stod endnu. Bragene var det hen, var ilden slukket? Han stillede sig ved siden af kvinden og spejdede som hun mod den brndende by. S langt jet rakte, kunne han intet levende skimte. Det eneste, der bevgede sig i horisonten, var rgsjlen mod himlen.

Sprgsmlet trngte sig p. Hvorfor? I formiddags havde han siddet og spillet med vennerne, nu var alt kaos og delggelse. Han havde reddet sig selv, men til hvilken skbne? Mange dagsrejser l foran ham i rkenen, fr han nede beboet omrde, og ingen proviant havde han, ikke s meget som en drbe vand. Han klarede ikke en dag til uden vand. Flte sig s tr som statuen ved sin side.

Uvilkrligt skvede han mod kvinden. Hun bar en vandsk p ryggen, hvid som hun selv, og uden tvivl af salt hele vejen igennem.

Han rev stofstrimler af sin kldning og forbandt fdderne, lagde sig i hendes skygge for at hvile og beskyttede sit hoved med en flig af kjortlen. Han mtte videre, nr luften blev kligere.

Et forunderligt syn mdte ham i drmme. Letfodet kom kvinden ham i mde med armene bredt ud. Hendes bne smil fik hans hjerte til at vibrere. De omfavnede hinanden som elskende, der havde vret adskilt.

Fortumlet gned han jnene og skvede op. Alt var som fr, statuen var stendd.

Havde hun blot vret som i drmmen. Han mtte lige kysse denne smukke kvindemund, inden han fortsatte. Den var sprret op som i et angst udbrud; han lukkede jnene og kyssede med spidsede lber. Forskrkket veg han tilbage, hun smagte salt, men der var noget andet. Lberne fltes varme, ikke blot fordi solen bagte, men blde varme, nsten levende. Saltet rev om munden og gede hans trst.

Det forekom ham, at hun smilede til ham, nsten sklmsk. Men det var ikke tid for latter nu, irettesatte han hende indvendig.

- Jo, hviskede hun. - Nr man narrer skbnen, har man lov at le.

Han drejede sig, stirrede p kvinden. Hendes lber sitrede.

Skrkhistorier om solstik blev fortalt mand og mand imellem, men talende statuer havde han aldrig hrt om. Og han havde kun net at drikke et enkelt bger l i dag, havde han dog bare haft et par slurke nu. Han faldt p kn med ansigtet mod sandet.

Da ld et suk over ham. Han mrkede en lille bevgelse under sit hr. Greb efter stenen og fik fat i noget, der mrkedes som en lillet med negl og det hele. Han lod fingrene glide videre, mrkede andre ter, buet svang, fast hl. En slank velformet fod den statue var skabt med. Terne vrikkede! Hans hnd sgte videre til den anden fod, som frst mrkedes glat og livls. Efterhnden som han rrte overalt, blev der hud under hans hnder.

Dette var lige fr dden, hallucinationer var ved at tage magten fra ham. Hans hnder omkransede hendes ene vrist, gled opad, bldt. Varsomt pirrende. Hendes kjortel var stiv og skrabede huden p hans arme. Han var ndt til at rre hende uden p tjet, til trods for sin strke ophidselse ved tanken om fingrenes leg mellem hendes lr.

Med begge arme og hele sin krop omsluttede han kvinden, lod hnderne krtegne det lange hr. S faldt han om og nsede ikke mere.

Varmen bredte sig i hendes krop. Det fltes, som havde hun stet dd i flere uger, sknt fornuften sagde, at det stadig var frste dgn for hendes flugt og at det ikke blev sidste. Sorg over, at hendes nrmeste var draget bort, fik hende til at fle sig smerteligt levende. Denne fremmede, som dog havde rrt hendes krop mere end de fleste, fastholdt blot mindet om dem, hun havde mistet. Inderst inde vidste hun, at sknt mand og dtre var i live s vel som hun, ville de aldrig igen st ansigt til ansigt.

Hun nskede, at Herren ville fre dem i sikkerhed. Hun mrkede sit hjerte banke, flte en stor undren og takkede Herren for, at hun var i live.